In memoriam

Aleksandar Sajin

Til digteren og vennen, Marianne Larsen (1951-2025)

Kan du huske, Marianne, vi sad på den serbiske slette højt oppe i bjergene i en festligt pyntet sal på landsbyskolen. Skolens bygning lå fredeligt midt på den grønne højslette med ingen bygninger omkring så langt øjet rækker. Det vil man vel kunne kalde in the middle of nowhere. Vi sad der ved et aflangt og forholdsvis lavt bord lavet i massivt træ med alle de lokale godsers og slettefolkets specialiteter. På den anden side af bordet sad der nogle af slettens bønder i hvide gamacher og hvide skjorter med smukt håndbroderede røde og blå tern- og zigzag-mønstre og bittesmå bordeaux-stjerner hvælvet ud over de brede og glatte brystpartier på mændene. Så stak alle mændene pludselig en finger i højre øre og begyndte at hyle højt og mægtigt, som om de alle på en splitsekund blev forvandlet til et gevaldigt blæseinstrument, en slags levende Great Highland Bagpipe langt ude på den balkanske halvøs vildnis. Der kiggede vi på hinanden. Vi var overraskede. Vi to. Vi var samtidige. Sådan kiggede jeg også en gang over på Villy Sørensen, og på Karsten Fledelius. I var hævet over tiden, over slægtens byrde, I store danskere. I kiggede altid efter mennesket, ikke efter slægten. Men så er du væk nu, men tak for det hele, kæreste ven.