Knud Sørensen was born in 1928 in Hjøring, Denmark. For many years he was a land surveyor. He is the author of a number of distinguished volumes of poetry. He also has written prose.
Naturligvis
har jeg altid vidst
at mit træ derude
ikke vokser ind i himlen, for
efterhånden som væksten
er blevet tung
og mest optaget af
at lægge årring uden på årring
er det ikke længere højden
der øges, stammen
har mistet lysten
til at sende frodigheden
til de højeste niveauer,
men sommetider
er det som om
himlen blir utålmodig
og fortætter sig
i grå klumper
der samler sig om træets top
og så sker det
at jeg får lyst til
at klatre op i himlen
op over den gren
som var tænkt som fæste for
den østlige ende
af en hængekøje, forbi
de to spættehuller jeg kender, forbi
resterne af allikereden,
som i efterhånden mange år
ikke har givet lyde fra sig, forbi
den gren, der en majmorgen var underlag
for en fasan,
og længere oppe
vil jeg så klatre igennem himlen
for endelig at få at se
hvad der er på dens anden side
så jeg har noget konkret at berette
når jeg kommer ned igen
og de næste linjer
skal skrives.
Knud Sørensen. Fra digtsamlingen ”Naturligvis” 2009
Copyright © Knud Sørensen




