amor che muove il sol

Og ud af mørket i dets spring
et slør som flimrer
            hvor det stiger og synker
                      og bølger ud omkring dig,
hvor du stiger ud af den mørke mælk,
der kærner og sprøjter
                      i sit bundløse kar, −
Og du kaster korn i gnistren ud
           i byger over uendelige marker,
           som modner i de vajende hobe af glimtene, −
Mens en glød spirer op fra mørke
           og slår ud i den dybere krone,
                      stjernetræers løv breder over dig, −
Og det lægger sin skygge over lunende flanker,
           som de emmer ud
                      og drypper ned i striber og blink
                      i duften af et ønske, −
Dér, inde midt i Dyrenes Kreds,
                      som de kredser om dig
og sætter klomærkerne igennem mørket, ―
I dine brysters synlige månebølgen
                      løber en stormflod over sorte have
                      for vindene der blæser nedigennem tidsaldre, ―
I din bug stiger der hede og strøm,
                      så sole groer og pulserer i den
og brænder sig røde ud
i dødens fødsel
med alle himmellegemers generationer, ―
                      Ned gennem det dybe går du
nærmere og duftende
af din ildre ild,
i dit ubærelige blik,
så alle mine knogler klager, Hvem er Du,
som du her slynger dig ind i alle legemets led
                      og brænder marven i dem,
og river bjergenes kæder op med rode i migselv,
                      så de sårede bjerge råber ud af kødet
fra de krængede ar-rande,
Kærlighed, som er kommet nær.

 

© Jørgen Sonne
from Have. Gyldendal 1992