…men over den næste ø rejste sig en bred bygning,
og nærmere inde så vi: Bag portene slog flammer op.
Inde bag ved dem bevægede der sig skikkelser i hvidt,
vi kunne høre sang. Men vi vovede ikke at lande der —

Og vi sejlede nu på et fint hav, grønt, som krystal,
gennemsigtigt en mil ned til sandet der på bunden,
den glimtede i solen. Det varede en hel dag igennem.
Vi vuggede for en let brise, om det dog ville blive ved!

Men vandet blev som en sky, ligeså tyndt og skært,
genlysende, vi blev bange for det ikke kunne bære båden.
Og dér nede lå et land, skove og træer over marken, —

Øverst i et af træernes top sad et vildt dyr,
rasende, gyseligt.
                               Nede under det græssede
en flok okser, drengen sad og vogtede dem,
mens han bankede en vidiefløjte til —
han ser op, dær er udyret, og han render.

Så strækker det halsen ud, jager sit hoved
ned, smækker hugtænderne om tyrens ryg,
løfter den op i sit træ, og har slugt den,
så hurtigt som man kan blinke. Flokken
galopperer væk.
                             Og hvis nu vi faldt ned
i det meget tynde vand her? Hval-ålen
slyngede sine bugter op imod os…

© Jørgen Sonne
from Have. Gyldendal 1992