amor matris

De var kommet i gang med kvindesnakken
ved kaffen og de tre slags hjemmebagte,
             med en lille cognac til,
− Jamen han var så fræk, den gang som lille,
sagde konen og rystede stille på hovedet
            med en grå permanent,
− han rendte der og drillede bønderne,
han slog kreaturerne løs af tøjrslaget
            og jog om med dem
sammen med de andre unger nede i byen,
og de lagde trillebørene op på taget
            til Nytårsaftenerne, −

Men så kommer de unger og råber derude:
Han æder jord! Han går og æder Jorden!
Så jeg kalder ham ind og siger, Din gris!
            Luk så munden op −
            og jeg kigger ind i den
            og dér inde ser jeg så:
Det var som en ganske tidlig morgen,
når man tar fat på arbejdet i huset,
mens bygmarkerne langsomt bølger
            op over bakkerne,
og de røde kroner suser, indigennem skoven
ud til kysten, hvor dønningen går fra land
i striberne af skum, som kammer over
            ud mod kimingen,
og dér foer skyerne med byger og drejede
            som man rørte i dem,
horisonten krummede sig og sank
            ned under mig, −

og med ét var det mørk nat uden om,
Karlsvognen drejede forbi, og sank ned,
en rød stjerne, en blå stjerne sprang frem
            og smeltede sammen,
og alle stjernerne over himlen styrtede
            og stak inde i mig,
det var dær i mig, det sparkede nu,
            det brød ud, −
og fra det tomme slog en flamme
            som tog mig og alt,
            mit eget liv i ham …
            Og nu er han borte. −
Hun sad der mellem dem som en døvstum.
            Så gik hun.

© Jørgen Sonne
from Have. Gyldendal 1992