Som det 20. århundrede nærmede sig, døde ikke kun Gud men også hans litterære demiurg, den alvidende fortæller. De skelsættende prosaværker flyttede fortællingens scene ind i hovedet på de fiktive personer, der skete en psykologisering og en subjektivisering af fortællingen, således at den objektive, ydre verden altid allerede sås af et sind i fiktionen – som ikke havde alviderens eller forfatterens suveræne overblik.
Bevidsthedsstrømmen, stream of consciousness, den indre monolog blev en meget anvendt teknik. Mest berømt er nok sidste kapitel af James Joyces Ulysses hvori Molly Blooms uordnede, uforudsigelige sprogstrøm under et samleje gengives uden interpunktion.
Jon Fosses prosa udgør en sen, og radikal, variant af den digteriske bestræbelse på at gengive den endeløse strøm af sansninger og sprogbrokker, indfald og glimtvise, tilsyneladende umotiverede erindringer, snart over, snart under bevidsthedens grænse.
Fosse har rendyrket et karakteristisk træk ved denne strøm, nemlig gentagelsen. Han ønsker ikke, som Joyce, at give et stort broget billede af sindets mere eller mindre frit flydende associationer under suspendering af den ordnende bevidsthed. Tværtimod stiliserer han bevidsthedsstrømmen til forholdsvis få elementer som kværner og kværner i en stram, fugalignende musik og opbygger klimaktiske spændinger lige til irritationens grænse – for så med sikker timing at indføre en lille variation der tillader bevægelsen at begynde på ny og fører fortællingen et lille skridt fremad.
Fosses prosahovedværk, Melancholia I-II, Batzer & Co 2003, gennemspiller et mentalt sammenbrud. Norges store maler af skyer og træer, af Vestlands-natur, Lars Hertervig (1830-1902), en fjern slægtning af Jon Fosse, er som ung på kunstakademiet i Düsseldorf. Han forelsker sig hjælpeløst i sin værtindes purunge datter. Mens ordene maler og maler i hans hjerne og pisker besættelsen af Helene til klimaks efter klimaks, fjerner den unge maler sig næsten umærkeligt fra virkeligheden – som forelskede i øvrigt gør i deres beruselse. Forelskelsen og dens stadig mere intense kødelighed skræmmer og forarger Helenes værger, og Hertervig sættes på gaden. I sin rådvildhed, i sin hjemløshed i verden, opsøger han, mod sin vane, sine mere letlevende kolleger på værtshuset Malkasten. For dette kollektiv af mindre talenter – ”For jeg kan male. De kan ikke male. Jeg kan male” – er Hertervig et taknemmeligt offer. Deres hånlige drillerier fører den forsvarsløse, sjæleligt blottede ud over den usynlige rand mellem normalitet og sammenbrud, sindssyge.
Ronald D. Laing satte sit antipsykiatriske værk ind på at henføre såkaldt skizofrene lidelser til familiens og samfundets konstellationer og konspirationer – hvori sproget var et vigtigt magtmiddel. Hvad enten Jon Fosse har haft Laing i tankerne eller ej, fejrer hans særlige gentagelsesmusik triumfer i Melancholia. Romanens Lars Hertervig, og hans med-lidende læser, føres sømløst fra et forsvarsløst sinds skrøbelige balance med verden ud i uligevægt. Overgangen fra rask til syg er et spørgsmål om grader, ikke om noget kvalitativt andet. Jeg kender ikke noget litterært værk som med større præcision og følsomhed viser dette end Melancholia I-II hvis sugende skrivemåde er ét med dets udsagn.
Copyright © Karsten Sand Iversen