Fyret ved Verdens Ende

Inger Barbara C. Christensen

Inger Barbara C. Christensen lives in Copenhagen, the city of her birth. She has a background as a storyteller and as a teacher of Danish.

I

Vi nærmer os Horns Udde ved Västervik i den røde 2 CV. Landskabet brydes i lysninger og vegetationen ændrer sig fra mørk granskov til blandet løvskov; birketræer og egetræers silhouetter står ranke og bladene danser i sommervinden. Endelig fremme slæber vi noget bagage og gaver fra bilen henad klippestensstien op til træsommerhuset. Ingvar tager i mod os med åbne arme, han har en hullet pull-over på, er glatbarberet og kigger på mig med milde og tænksomme gråblå øjne. Han viser os om bag huset til det ene af de to små træ-gæstehuse.


– Her skal I bo, han slår døren op til det lille gæstehus med de to senge. Gardinet blafrer i vinduet, igennem myggenettet kan jeg se badebroen og klippen. – Vi ses til frokost om en time, siger han. Så er han væk, vi henter vores soveposer og kufferter fra bilen.

Jeg hopper afsted på stien fra klippesten til klippesten.- Kan du sætte de her poser ind i køkkenet? siger min mor. Jeg nikker og løfter de to poser fra bagagerummet med te og pølser til familien og sætter dem op i sommerhusets lille køkken. Birgitta tager glad i mod poserne og kalder på både sin mand og pigerne. - Teeee og pøøøøølser….


Senere sidder vi efter frokosten og slapper af i stuen. - Hvordan går det? spørger Ingvar. - Det går godt, tak, svarer jeg. Han lyder som en københavner fra Gentofte i 1960´erne, når han siger en af sine få danske replikker. Min mor fniser i retning af ham, hun sidder og læser en bog. - Hvem vil ha' te? spørger han. Det vil vi alle. Han vil finde en Oolong-te, siger han. - Den er mild og ugæret og den kan alle lide, forklarer han. Pigerne nikker i sofaen og smiler indforstået til hinanden. Han har uldne ternede tøfler på, og trisser ud i sommerhuskøkkenet for at sætte tevand over. Jeg kan høre, hvordan han tænder for vandhanen og skramler med stentøjskrusene derude.


Udenfor skinner solen fra en blå himmel, sollyset spejler sig i det blikstille skærgårdsvand, og reflekterer sommerlyset op på havens lærke, eg og birketræstammer. Tetid og de voksne sidder med hver deres bog. Min mor læser Strindberg med nedadvendte mundvige, hendes alvorlige øjne glider henover teksten til Giftas. Sanna og Kattis sidder i sofaen og broderer på stramajpuder, vi synger en svensk midsommervise, som de har lært mig. Vi synger godt, kan jeg høre, mens jeg ser udover havens fine skære lys, der lander på træstammerne, klippens runding ned mod badebroen, træbådene der er fortøjret der, og det stille vand der i bunden af den smålandske svenske skærgård ved Horns Udde.


Så kommer Ingvar ind i pejsestuen med tepotte, mælk og krus på en bakke. Han sætter et æggeur til. Det ringer højlydt, da vi netop er færdige med at synge den svenske midsommervise. Ingvar skænker te i krusene med mælk og rækker os hver især et krus med varm, veltrukket Oolong te fra Perchs tehandel. Det er fra en af de poser, som vi har haft med som gaver. Lone er den eneste, der drikker sin te sort. Så sidder vi der, og synger, og jeg nipper til teen med mælk i kruset med et billede af det lokale Spårø Fyr. Hun vender et blad i Giftas og ser et øjeblik smilende på mig, så glider hendes øjne henover teksten igen, mundvigene hænger nedad.


Ingvar foreslår, at vi ror ud i morgen eftermiddag, hvis ellers motoren vil starte. Vi nikker alle sammen og smiler sigende til hinanden. Jeg kan allerede se ham for mig, som han står der med sin safarihat, og hiver i snoren til morfars gamle motor i båden igen og igen, indtil den starter, motoren. Måske. Han har lige lagt dem på vandet, motorbåden og robåden. Morfars gamle hjemmebyggede egetræsbåde, som han pusler med år efter år, tager op på land, sliber og lakerer igen og igen, og lægger på vandet hvert år til midsommer.


Ingvar sidder i forenden af motorbåden, han styrer roret med sin hånd. Træroret giver en knirkende lyd fra sig, hver gang han drejer det. Han har sin safarihat på, er kaptajnen af sommerselskabet ved Horns Udde. I dag er dét selskab bare Ingvar, pigerne og jeg, som sejler afsted på skærgårdens vand. Vandet er klart, jeg kan se skærene under vandet, fisk og tang flyder forbi mit blik. Min hånd er på vej ned i det kølige vand, jeg fanger en trevl rustrød tang med min venstre hånd og ryster det af min våde hånd, stryger den kølige hånd over min pande og nakke. De rødmalede små fiskerhuse malet med pigmentet fra kobberminerne ligger yderst på små tanger, langs husenes rustrøde trævægge hænger ruser og garn sirligt ordnet i irgrønt og sort ternet mønster. En fisker sidder og ryger en pibe, han vinker til os, da vi sejler forbi hans lille tange. Jeg lytter til motorens rytmiske bas, der fortoner sig ud i stilheden. Tøf-tøf, tøf-tøf, tøf-tøf, tøf-tøf. Skærene deles af større og større vandsbredder, jo længere vi kommer ud på det åbne skærgårdsvand. 3 -5 sorte alliker står på et lille skær: Deres skrig og motorens lyde forplanter sig i et uendeligt skærgårdsekko.


Jeg tænker på en sommer, da vi var børn: Kattis og jeg fangede rejer med en spand ved badebroen. Vi lå på broen og studerede rejernes kroppe med de mange ben og skaldele, så hældte vi dem ud i vandet igen, og næste dag gentog legen sig, de mange små rejer omkring benene på os i vandet, spanden vi brugte til at hive vand og rejer op ad vandet med, og os der lå i solen på badebroen våde, glade og nysgerrige, mens vi studerede rejen og så senere, når vi badede igen, plaskede vi spandens indhold tilbage i det klare skærgårdsvand, hvor rejerne hvirvlede rundt, som om de havde mistet deres orienteringsevne. Om aftenen serverede Birgitta kartofler, små sild og purløg med creme fraiche og jeg fortalte begejstret på svensk om de grå skaldyr, som vi havde fanget og hældt tilbage i Skærgården, det var rejer, fortalte de voksne os grinende. Det vidste vi ikke.- Hvordan kan det være rejer, de var jo ikke lyserøde? fortsatte jeg. – Rejer bliver lyserøde, når man koger dem, fortalte Lone. Vi fangede ikke nogle skærgårdsrejer den næste dag, faktisk ikke resten af dén sommer og jeg mistede lysten for en tid til at spise dyr fra havet, der var blevet kogt levende.


Nu ser jeg fyret tårne op på toppen af et stejlt stort, vildt skær. Skæret er dækket af skov. Træroret giver en knirkende lyd fra sig, da Ingvar drejer på roret, mens han spejder ud under sin safarihat.
Vi skal ind på skæret fra den lave side af øen. Med lette skridt springer Sanna af båden med det blågrønne reb snoet over skulderen, Ingvar har slukket for motoren, og snart efter er båden godt forankret, rebet dirrer i gode holdebare knuder. Kattis og jeg kommer til lands ved en hjælpende hånd fra Ingvar. De orange veste ligger snart efter spredt på skæret og lyser op på den grå-nistrede klippe med mos i irgrønne nuancer og rustrøde, og okkergule farver. Bådens træ støder let imod klippen, hver gang, der kommer dønninger på vandet fra andre motorbåde i Skærgården.

Vi hopper op ad den stejle ø - igennem skov og krat. Her er træer væltede af storm og lyn, vi springer over dem, og i skoven vokser birk, nåletræer og egetræer i blandt hinanden, og busk og krat slynger sig omkring os, mens vi vader opad. Vi træder grene ned, knæææk, knæææk, lyder det, hvor end i skoven vi skridter afsted. Fødderne kender turen op igennem den viltre skov, opad strider skridtene, og endelig ser vi lysningen og det hvidkalkede fyr, der snart efter tårner sig op foran os med de sortindrammede vinduer og det røde saddeltag øverst på toppen. Vi står fire små mennesker op imod et fyr så stort som rundetårn, det tegner sig op i mod en uendelig blå himmel. Så står vi der en stund med hver vores tanker, jeg tænker på fyret, og tidens gang, der har gjort både fyret og morfars motorbåd til fortidens verdensborgere. Så går vi stille hen til kanten af skærets klippe og ser udsigten fra skæret udover hele Skærgården og helt ud imod Den Botniske Bugt her fra verdens ende.- Ved du hvor øst er? spørger Ingvar og jeg peger i retning mod Den Botniske Bugt, han nikker under safarihatten. Så står vi der en stund og nyder synet i retning mod øst uden at sige et eneste ord.

Du sidder op i sengen. Vi spiser hindbær. Vi taler ikke om hindbærstunderne i Abbed Skov, men det er, hvad vi begge husker. Du sagde til mig, at jeg altid plukkede de smukkeste bær, vi sang en sommersang og fyldte kurven med de store og små aromatiske hindbær, en sort der voksede vildt ude i skoven. En gang kom den sure skovfoged, og han truede os med, at hindbærrene var sprøjtede. Du tog et særligt saftigt og stort hindbær i munden, mens du vendte dig direkte om i mod ham. Så gik han, og jeg så beundrende og grinende op på dig, mens vi fortsatte med at plukke hindbær. Så cyklede vi hjem ad landevejens nødspor og du hældte vand og sukker over bærrene i stålkøkkenvasken, før du skyllede dem i vand. Det lød som buldrende tønder, når bærrene ramte stålbunden af vasken. Vi fjernede ormene, og spiste de største hindbær, mens vi rensede dem, nogle røg i kummefryseren med sukker til vinterforrådet, mens vi lavede syltetøj af andre.


Jeg ser, hvordan hindbærkerner løber ud af en slange fra din næse, for du kan ikke spise noget uden, at du kaster op. Kræften har overtaget dine vitale organer, og slangerne strækker sig transparente igennem din næse, ned i din mave og helt ind i din død. Du er smuk trods din gule hud, og dit fedtede hår, du sidder inde bag folderne af den hvide skjorte med det blå stempel og stråler og lyser med dit grønbrune blik.


– Jeg ved godt, at jeg skulle have gjort noget, siger du og ser på mig med et direkte, lidt nervøst blik. 
I enestuen på 11. sal i Herlev hospital var der gitter for vinduet, det forstod du godt, forklarede du mig, nøgternt – jeg så ud på den skydækkede himmel og mærkede den beklumrede luft i enestuen, hvor man ikke kunne åbne et vindue, fordi der var gitter for det. - Det er for at undgå, at folk hopper ud af vinduet, forklarede du mig. Jeg sagde ikke noget, men satte batterierne i kassettebåndsafspilleren, mens jeg mærkede min modstand imod din dødsproces. Jeg rakte dig musikken, du satte Mozarts Requiem i kassettebåndoptageren på 11.sal.

Du nynner med på din egen dødsmesse med lysende øjne, en messe af rene toner og rene stemmer, rent, rent, rent i beklumret luft med gullig hud i enestuen på 11. sal. Jeg spørger dig, om du vil ha en avis fra kiosken.

– Det er det underlige, svarer du mig, når man skal dø, så bliver verdens begivenheder pludseligt ligegyldige.


– Nu har Ingvar lagt bådene på vand, siger du.

– Ja, Lone, det gør han altid til midsommer. Skal jeg bede dem om at komme ned og hilse på? Du ryster på hovedet. 
Senere på dagen spørger du,

– Hvad sker der ellers i verden nu for tiden?

– Nåeh, bare det sædvanlige i agurketiden, du ved, og jeg nævner landmændenes utilfredshed med mængden af regn, imens jeg ser en film for mit indre blik af unge mennesker, der flygter fra en falsk politimand med et maskingevær på en ø i Norge.

– Landmændene synes, at vi får for meget regn, gentager jeg. Så vender du kassettebåndet og lytter til russisk gregoriansk musik på den anden side af båndet.

Du hoppede ikke ud af vinduet, det kunne man jo ikke, men kræften havde ødelagt dine organer, de satte ud, de satte dig ud på en rejse. Jeg ville spørge dig, om du mødte en mand med en båd ved Styx, jeg ville spørge dig, du svarede endnu, når jeg spurgte dig, men dine svar faldt som gåder, og jeg kunne ikke længere hente dig tilbage, du kunne ikke forklare mig, hvad det var for en rejse, som du var sat ud på, jeg måtte spørge en anden, en der havde professionel erfaring med død. - Tag en pause, bad hun mig, og jeg satte mig udenfor en halv time og trak vejret udenfor hospitalets beklumrede luft. Jeg holdt din hånd i min, da du døde. Der var du taget afsted, jeg ved ikke, hvor du var på vej hen, for du rallede kun til sidst. Det eneste jeg mærkede var din tørre hånd i min, ingen angst, kun smukke rene toner blev tilbage til sidst.



II

Foran landsbyskolens morgenkolde hovedtrappe stod Caspar lænet op af gelænderet, Caspar med hinkestensbrillerne fra min klasse havde en lommekniv i hænderne. De legede med lommekniven. "Tshik", "tshik" - kniven smældede, når han åbnede og lukkede den, han spærrede vejen for mig.


– Din far er død!

Min tunge klistrede fast til ganen, jeg sneg mig udenom og ilede til dansktimen i landsbyskolens hovedbygning. Hvad rager det dig, hvad rager det dig, hvad rager det dig, dunkede det i mit hoved hele timen og hjertet slog alt for hurtigt.

Jeg er lige kommet hjem fra skole. Jeg sidder foran brændeovnen i køkkenet og luner mig, da du kommer hjem. Du kan ikke se det, men jeg sidder der ikke alene. Du går ovenpå og tager en lur efter arbejdet.

Vi spiser lever med spinat til aftensmad, i køkkenet i varmen fra kakkelovnen, bagefter ryger du en cigaret. Jeg ved ikke, hvordan det er sket, men jeg sidder på dit skød og fortæller dig om drengen. Elektrikerens søn Caspar. Det er ham, hvis far begik selvmord.

Du. siger. at. han. lever. Min far. Elektrikeren hang sig i en ledning. Jeg ved ikke, hvem der fandt faren. Hellere ingen far, end en død far!

- Han hedder Leon, siger du. Jeg ser på dit ansigts muskler. Trækningen ved din mundvig. Du sukker. Jeg ser stadig på dit ansigts muskler og trækningen ved din mundvig bevæger sig i krampe. Du siger, at han bor i København. Du klapper mig kejtet på kinden med din kolde hånd. Den lugter af røg. Jeg ved ikke længere, om en død far er bedre end ingen far. Jeg ønsker ikke at se krampetrækningen ved din mundvig.

Træfiguren står i mit vindue, storkens trænæb peger ud i mørket. Vi taler om drillerierne i skolen.

- Du skal ikke være bange, siger storken. Så længe vi er sammen i mit værelse er det sandt, så længe jeg er der, kan jeg mærke, hvordan jeg har det. Indtil jeg træder ud af huset og ind på landsbyskolen, så lukker alting inden i mig ned.

Ude i skolegården henne ved vandposten i ti-pausens uendelige lange minutter, stod Caspar sammen med Tina, Lars og nogle flere fra kliken.


– Jeg skal vise dig noget, sagde Lars. Jeg kunne høre, at Tina talte med Caspar.


– Jeg skal vise dig noget! gentog Lars og skubbede hende væk fra Caspar. Han rakte hende en kuvert: Hun så spørgende op på ham, mens hun læste teksten på et stykke ternet papir.

– Det er dig, der skal give hende det.


– Men Caspar? Han har ikke skrevet det her, vel?


– Bare giv hende det!

– Og så?

– Bare læg det i hendes postkasse!

Jeg tror slet ikke, at de vidste, at jeg sad tre meter bag dem, og hørte alt hvad de sagde til hinanden.

Efter skole gik jeg hjem og ind på biblioteket. Gardinet blafrede let for vinden, jeg havde sat et vindue på klem. I biblioteket stod min mors meterlange rækker af bøger på hylder, der før havde været beboede af marskandiserens hatte, handsker og hør i metermål. Danmarkskrøniken lå fremme, slået op under rødstrømperne. Jeg vidste ikke, hvad det var. Men de andre børn i skolen, havde grinet og sagt, at min mor var rødstrømpe.

Inde fra bibliotekets vindue så jeg Tina skridte over vejen med en konvolut i sine hænder. Så hørte jeg postkassens skruer knirke, da låget til den blev åbnet, og smældet fra det kort efter, da låget ramte metalpostkassen igen. Lidt senere stak jeg hånden ned i postkassen, og mærkede konvolutten mellem mine fingre.

Hej Inger


Vil du komme sammen med mig?


Sæt kryds        Ja         måske          nej

Kh Caspar


Blyantens fede streg slog kryds i det ternede felt ved nej oppe på værelset, og så blev det ternede papir foldet sammen og lagt tilbage i den blå konvolut. Min mor og jeg vaskede op efter aftensmaden om aftenen, jeg tænkte flere gange på at spørge hende om det brev, men hendes ansigtsmuskler havde den trækning ved mundvigen, der betød, at hun var vred, så jeg spurgte ikke og så satte hun opvaskebaljen ind under køkkenvasken og gik ind på kontoret og lavede lektier, sagde hun.

Mens de andre var ude og lege i ti -frikvarteret den næste dag, listede jeg den blå konvolut ned i Caspars skoletaske. Danskbogen lå nede i hans skoletaske med en blyant som bogmærke, her listede jeg konvolutten ind, smækkede bogen i og lod den glide tilbage i tasken, og sneg mig op til skolepulten igen, netop da skoleklokken ringede ind fra frikvarteret. Oppe foran kunne jeg lade som om, at det ikke betød noget for mig, når de ikke hilste på mig, eller vendte ryggen til mig i timen. Indeni var jeg krøllet som et stykke madpapir, nogle havde svinet til med makrel og mayonnaise. Hvorfor svarede jeg overhovedet på dét kærestebrev? Måske skulle jeg tale med min mor om drillerierne, hvis hun altså havde tid til mig.

I spisefrikvarteret stod Caspar ved katederet i klasseværelset. Vi sad alle sammen og spiste vores medbragte madpakker fra firkantede metalkasser fulde af makrel-, ægge- og frikadellemadder. Lugten af makrel i tomat og æg var gennemtrængende. Caspars metalmadkasse stod på hans træskrivepult. Der lå en æggemad med purløg på skolepultens åretegnede træ. Han havde ikke taget en eneste bid af den. Han stod på katederet med et stykke ternet papir i hånden. En tavshed hang over det stinkende klasselokale, mens vi så op på ham. Ingen havde tænkt på at lufte ud i spisefrikvarteret.

– Hvem har skrevet det her? Han var helt rød i hovedet, svedperler glinsede over hans hinkestensbriller. Nogle piger bag mig fnes i mod hinanden.

– Nogle af jer har skrevet et falskt kærestebrev fra mig til Inger. Hun har svaret nej, kan jeg fortælle jer. Han var stadig helt rød i hovedet deroppe ved katederet. Ingen sagde noget. Vi gloede bare på ham, mens vi tyggede os igennem rugbrødsmadderne.

Jeg sad oppe foran med min grønne polarfrakke og så ned i madpakken, mens jeg tænkte på, om jeg skulle snakke med min mor. Caspar rev brevet i stykker og trampede på de små stykker papir. I det samme kom Hr. Jørgensen ind, skoleklokken havde ringet uden at vi havde lagt mærke til det. Han gennede Caspar ned fra katederet med en viftende bevægelse, havde cigarstumpen i hånden, og dén lagde han fra sig ovre i vindueskarmen, hvorefter han trampede rundt i stumperne af det ternede kom-sammen-brev hele timen. Vi havde matematik, jeg trak polarfrakkens pelskantede hætte op omkring hovedet og tænkte på, om min far måske kunne have hjulpet mig med sandsynlighedsregningen. 

Det blev ikke til noget med den snak med min mor om drillerierne. Men min mors ven Palle kom på besøg, det var ham jeg betroede mig til. Jeg sagde, at kliken drillede, og spurgte hvad jeg skulle gøre. Palle syntes ikke, at jeg skulle slå Tina eller de andre piger, så da jeg endnu en gang havde siddet alene med den uforståelige sandsynlighedsregning en hel regnetime, slog jeg Tina mange gange med mit sjippetorv af plastic.

Så holdt min mor og Tinas forældre møde med hinanden om min adfærd. Det foregik på en frokoststue med rødternede duge og gardiner. De bestilte kaffe, mælk og sukker og postevand til os piger. Vandglassene stod urørte foran både jeg og Tina. Overfor mig sad Tina i sin pæne røde kjole med redt hår og midterskilning. Hendes blå øjne så lumskt på mig. Min mor sagde undskyld, og lovede, at hun ville tale med mig om det. Jeg sagde ingenting, kiggede bare ned i den ternede dug. På vej hjem i bilen sukkede hun, kaldte mig problembarnet, og hjemme igen smækkede hun døren i ind til kontoret for at lave sine lektier.

En sommerdag sidder vi på trappestenen foran vores hus. Tina har banket på, jeg åbner og hun siger, at hun er tørstig, og spørger, om jeg giver et glas saftevand. 
- Min mor siger, at saftevand er usundt, men her er et glas vand, siger jeg og rækker hende det ved køkkenbordet.

– Tak, siger hun. Hendes blå øjne er lumske, jeg må se at få hende ud af huset.

– Lad os gå udenfor, det er dejlig varmt, siger jeg.

– Tak for vand, siger hun og nikker.
Vi sidder der lidt uden at sige noget. - Måske kan jeg hjælpe dig med sandsynlighedsregningen, siger hun.

– Måske, svarer jeg.
- Jeg skal til gymnastik nu, siger jeg, så jeg er nødt til at gå.

Så rejser vi os, og vinker farvel.

Jeg spurgte hende ikke om hjælp til sandsynlighedsregningen og hun tilbød ikke hjælpen igen. Men hun begyndte at hilse på mig om morgenen, når jeg kom i skole, og hang min grønne polarfrakke på knagerækken ved siden af hendes.

III

Posen med te fra Perchs i min kuffert har jeg stillet i det lille sommerhuskøkken ved den smålandske skærgård. Udenfor rusker det i lærk, birk og eg. Vi sidder i stuen fordybede i bøger og computerskærme.

– Vil I ha´te? Ingvars stemme klinger udover stuen. Birgitta, Sanna, Kattis, Leon og jeg, vi svarer ikke, så han må gentage sit spørgsmål.


– Nej tak, så kan jeg ikke sove, svarer Leon.


– Heller ikke jeg, ellers tak, tilføjer jeg.


Tepotten står på en bakke i stuen med to tekrus, en sukkerskål i messing og en kande mælk. På klippen nede ved badebroen ligger der en båd med vissengrøn presenning over, jeg kan kun se den ene båd dernede, bådene kommer først i vandet til midsommer.


– Hvordan går det med motorbåden? spørger jeg.


– Jag har lämnat ind den till et musel, svarer han og sukker.


– Så har du kun robåden at vedligeholde, det er måske meget godt.

– Ja, sukker han.


– Vi har købt 2 havkajakker, siger Sanna.


– Så kan vi måske ta en tur ud til fyret? siger jeg. Er der ikke noget med, at man kan leje kajakker inde hos naboen?

– Lad os gå over, og snakke med ham, det gjorde han sidste år, svarer Sanna.


– Vi kan gå en tur senere i dag og spørge ham, siger jeg.


– God idé, nikker hun. Hvis vi kan leje en ekstra kajak, så lad os tage ud til fyret.


– Yeps!


– Din mor har givet mig denne her, Ingvar har hentet en bog fra reolen.


– Jeg kender den godt, siger jeg og læser hendes dedikation i bogen Karen Blixens Vintereventyr:


Denne bog kan I læse højt for hinanden, når vejret er til indendørssysler ved pejsen! Kh din søster.



Leon har lavet ingefærte til os, der ikke kan drikke rigtig te. Han har kogt det i en gryde, og hældt ingefærteen direkte i krusene med vignetter af fyr fra Sveriges kyststrækninger. Jeg sidder med min ingefærte og tænker, at ingen svensker nogensinde ville læse Karen Blixens Vintereventyr højt på dansk ved eftermiddagsteen her ved Horns Udde. Birgitta læser avisen, Kattis læser på sin computer, Sanna læser en bog, Leon laver yoga på en måtte i stuen. Ingvar sidder og glor ud over vandet, han har benene godt placerede oppe på bordet foran sig.

– Ja ja, siger han ind i mellem og sukker. Ild i pejsen er der heller ikke.


Nej, der bliver ikke noget højtlæsning af Blixens Vintereventyr her ved eftermiddagsteen, men måske en kajaktur på den svenske skærgård ud til fyret. Senere om aftenen læser jeg Fyret ved verdens ende højt for Sanna og Leon. Havet er blikstille i vores lille krog med lærk, birk og egetræer bag en rundet klippe, og badebro med konturerne af en presenningdækket båd i det gyldne aftenlys.


En fugls skrig skærer sig igennem aftenens stilhed og ekkoer henover vores hjørne af Skærgården. På terrassebordet står tre krus ingefærte med hver sit fyr på. Jeg har taget kruset med Spårø Fyr på. Jeg læser, og mine to tilhøreres blik vandrer i mellem det gyldne aftenlys i lærken, det blikstille vand og mine læbers bevægelser og lyde.



Sanna sætter kruset fra sig med en forsigtig bevægelse i mod bordet, som om lyden af stentøj mod voksdug ville forstyrre majaftenens oplæsning. Ind i mellem holder jeg en pause, og lader blikket glide ned mod badebroen, den gamle egetræsrobåd ligger på klippen med en presenning over. Jeg synes, at den har ligget der altid, båden og klippen, forbundet uløseligt af klippestenen og Ingvars ritualer og slid, og gentagelsen over tid. Gentagelsen er vigtig her. Det er de samme datoer bådene kommer i hver sommer, til midsommer, men hov, nu er den ene båd jo afleveret til et museum.

– Jag har lämnat ind den till et musel, sagde Ingvar jo, og straks længes jeg efter at se ham stå med sin safarihat og hive i snoren til morfars motorbåd, som om han stod bøjet over kronjuvelerne, og os, der altid sidder på terrassen, klar til at gå i med vestene, hvis motoren starter.


Tøf-tøf, tøf-tøf, tøf-tøf, tøf-tøf og så sidder vi der igen i den lille båd af egetræ, som han har slebet og lakeret, og som sejler os ud til skæret ved Spårø fyr, hvor vi hopper rundt på klippeskærene, igennem skov og krat og finder op til fyret, Spårø fyr, og ser udsigten fra verdens ende.


Men nu har han altså lämnat ind den til et musel. Jeg synes, at jeg kan høre morfars bådmotor i stilheden. Så lander mit blik på min tekst, og jeg fortsætter med at læse højt for mine to stille tilhørere på en terrasse ved verdens ende.

– Var det sådan, det var? Sannas pupiller er store i hendes blå øjne, selvom tusmørket nu sætter ind.

Jeg nikker uden at sige noget. Så spørger jeg,


– Hvordan er vejret i morgen? Sanna checker vejrudsigten, vindhastigheden falder, kan hun fortælle os. Vi beslutter os for at lave en madpakke og tage tidligt afsted til fyret, hvis altså vejrudsigten holder, naboen kunne godt leje os en ekstra kajak, viste det sig på eftermiddagsturen omkring Horns Udde.


– Talte du nogensinde med din mor om det? spørger hun. Jeg ryster på hovedet.

– Nej, siger jeg, og mindes den korte stund med hende på hospitalet, hvor vi spiste hindbær og mindedes og hun sagde,


– Jeg ved godt, at jeg skulle have gjort noget.


På en måde træder jeg ud af evigheden dér på terrassen, jeg kan mærke voksdugen under min hånd, og bordpladen nedenunder og et ben, der vakler en smule. Han har afleveret morfars motorbåd til et museum, den skal ikke tøffe rundt i Skærgården med os mere, og i dén skov findes skovfogeden stadig, eller måske er han død, og hindbærkrattet med de måske sprøjtede bær, og landsbyskolens uforståelige børn og lærere og Hr. Jørgensens stinkende cigarstump, det er taget, det hele er taget af et museum, et museum af katalogiserede minder, hvis numre siger ingen noget mere. Fordi hun siger ikke noget mere. Jeg har afleveret hende til et gravsted, det var hende, det var hendes eksistens, der gjorde mindernes katalogisering på museet til evighed.


Jeg sidder der og tæller fuglens skrig i det fjerne, og så siger de tak for i aften og godnat.

Tøf-tøf, tøf-tøf, tøf-tøf, tøf-tøf.

© Inger Barbara C. Christensen

Return