We bring the following reflections over poetry and music, which is the result of a talk the Danish poet Lene Henningsen had with the Pianist Leif Ove Andsnes.

     Seurat. Seascape at Port en Bessin.1888

Refleksioner over digtning og musik

I samtale med pianisten Leif Ove Andsnes

Dette skal handle om en ny erkendelse, der tager gamle erkendelser op og sætter dem i et andet mønster, så et nyt udsyn åbner sig.
Hvor skal den nye erkendelse få lov at krystallisere sig? Omkring et særligt værk? En særlig erindring? En særlig situation?

Gode titler flyver omkring som sne. ”Hvis en vinternat en rejsende”, ”Dichtung und Wahrheit”, ”Albumblätter”, ”Names Writ on Water” – mulighederne for begyndelser virker uendelige, for det skal handle om digtning og musik.

- Poesien løfter sig gennem det musikalske.

Leif Ove Andsnes taler om musikkens tre elementer: Melodi, harmonik og rytme.

Uden de to sidste står melodien hjælpeløs. Det er harmonier og rytme der driver musikken frem, men ofte er rytmen det vigtigste. I Wienerklassikken og i den romantiske musik (hvor det poetiske står stærkt) er de tre elementer i balance. Men stadig, man kan gøre mirakler ved at arbejde med rytmen. Den er musikkens grund.

- Poesien bliver flerdimensional gennem det musikalske.

Andsnes fortæller om arbejdet med musikken: Indstudering handler om overblik, musikken skal blive en del af kroppen, fingrene har minder. Bagefter kommer arbejdet med alle elementerne. Det fysiske er naturligt bestemmende: en melodi der går opad får én til at spille kraftigere, en der går nedad gør man svagere. Der er en ekstrem forholden sig til de fysiske niveauer, forbundet med en stræben efter det naturlige i spillet. Men mod det naturlige kan også sættes brud,
som f.eks. Mozart gør det, bevidst.

- Poesien vil skabe rum, for tanker, følelser, erindringer, liv gennem det musikalske.

Andsnes synes at ville gøre det samme, faktisk som ingen anden, ved at søge alle rum og nuancer i musikken. Det bevidste og det intuitive går her hånd i hånd, ideerne kommer på mange måder, i betragtning af noden, ved at spille, høre, afprøve anslag. Han er optaget af at skabe åndedræt, få plads til at vise alt i musikken.

Rummet kan beskrives som horisontalt/vertikalt. En koncert i New York med dirigenten Riccardo Muti bliver så speciel, fordi Muti har den perfekte balance mellem det vertikale og horisontale i musikken (tit er det enten ”rive med” horisontalt ” eller ”slå takten” vertikalt for en dirigent).

Klaveret er så vertikalt i sig selv, ”hammer på streng”, modsat strengeinstrumenter, der er mere horisontale. Derfor er svævet så vigtigt i klaverspillet.

- Poesi udtrykker sin frihedslængsel gennem det musikalske.

Andsnes genkender det, at man ved at skabe rum vil frigøre sig selv og andre, undgå den klaustrofobiske følelse i livet. Det er en dyb menneskelig længsel. At føle sig fri, slippe taget.

- Det lyriske finder sin fortætning i det musikalske.

Andsnes fortæller om indspilningen af Edvard Griegs ”Lyriske Stykker”. Det foregik på Trollhaugen, i Griegs hus og på Griegs gamle klaver.

De lyriske stykker er som en dagbog, fungerer godt cyklisk. De er en rejse gennem forskellige landskaber. Melodierne er enkle i formen, folkemelodier, der gøres særlige ved Griegs brug af harmonier (modale harmonier). Her opstår spændingen.

At lytte til stykkerne er som at vandre på en bjergsti, med melodien, og gang på gang møde nye udsigter, med harmonierne.

Formen, tit A-B-A ligner den litterære form hjem-ude-hjem …. Et meget smukt stykke hedder ”Hjemve”, A-delen er langsom og vemodig, B-delen imellem hurtig og perlende. Netop her udtrykker det tilbagevendende A-stykke smerten, vemodet, nostalgien. Stykket bliver et stykke fortættet liv. Det er kort-formens styrke.

- Digtet befrier sig for tidens binding gennem det musikalske.

… Men stadig er det nok lettere at være et klassisk musikstykke end et klassisk digt … Måske fordi også fortolkningen, formidlingen spiller en afgørende rolle, en god fortolkning holder værket friskt.

For Andsnes er det altid en overvejelse, hvor meget man skal tilstræbe det, som komponisten har ønsket i sin tid. For det var et helt andet samfund, en anden lyd, en mindre lyd, man havde tandpine hele voksenalderen, vaskede sig ikke! ….. Det er meningsløst at prøve at helliggøre den autentiske lyd. Det der virker, er det som gør musikken levende. Det er ens viden og intuition der skal levendegøre musikken i dag.

- Poesien finder sin væren i det musikalske.

Musikken er i filosoffen Arthur Schopenhauers univers den højeste kunst: Den repræsenterer eller ”mimer” ikke virkeligheden, som anden kunst gør – den er virkelighed. Den er liv, udtryk for livets dybeste og mest ophøjede vilje. I filosoffens system må programmusikken derfor bandlyses, fordi den skal ligne noget. (I samme system skal senere hele viljen også afskrives, men musikken som en øjeblikkelig oplevelse af frihed holdes fast.)

Andsnes vil alligevel forsvare programmusikken: Den kan også tale for sig selv, som Liszts ”Dante-sontate”, Haydns ”Skabelse”. Musik kan være den smukkeste illustration.

- Poesi bliver rejse og bevægelse gennem det musikalske.

Ikke nødvendigvis ydre rejse, lige så meget indre bevægelse. For ikke at gro fast, stå stille.

Andsnes rejser så meget, at den livsform bliver et hjem. Men det er ikke nødvendigvis her bevægelsen ligger. Man får nok ydre impulser, når man rejser, men det er ikke sikkert man bevæger sig så meget af den grund.

- Liv og digt forsoner sig i det musikalske.

Hos Andsnes hænger musik og liv naturligt sammen. Alt skal fyldes med liv, man må så bruge det liv man har … Men tanken om en ungdommelig og en moden fortolkning strider mod overbevisningen om, at der ikke bare er en udvikling til det gode. Der er faser. Også en ungdommelig fortolkning kan være meget fascinerende, og intuitivt dyb. Som menneske kan man godt føle, at man udvikler sig opad, bliver mere fri, åben, men det er ikke entydigt.

- Poesi bliver åbenhed gennem det musikalske.

Frihed i bevidsthed. Kender digteren en musikers stræben efter perfektion, overskud, så friheden kan opstå? Hvor ligger poesiens ”øvelokale”. I bevidstheden …?

I koncertsituationen kan Andsnes aldrig vide, hvornår overskuddet, friheden opstår. Det kan ikke programmeres. Han kan forberede, perfektionere, komme derhen, hvor han ønsker at være. Men øjeblikket opstår bare.

- Poesien bliver afrundede øjeblikke gennem det musikalske.

Husker sammenligningen mellem digte og gravsten, mindesten. De nedfældes et sted, som minde om en oplevelse, et menneske, et sted, et øjeblik (og tit de oplevelser der umiddelbart virker for store) – som afrundede, små fortællinger.

Sådan kan Andsnes’ samling af encores, ”Horizons” netop høres. En antologi af små stykker af meget forskellig karakter, men alle som et ”farvel og på gensyn”, ekstranummerets afslutning, foran nye horisonter … Det er smukt, varieret og koncentreret.

I ekstrem klarhed står Bachs ”Ich ruf’ zu Dir”: Det har han spillet til begravelse også. Ved koncerter mest efter værker med gravitas, Beethovens sidste sonater f.eks. 

- Poesien bliver dialog gennem det musikalske.

Musik er dialog. Et solostykke er i sig selv dialogisk. Kammermusik er dialog som ”livsform”, en naturlig måde at bryde sin indre samtale på, for at åbne samtalen med andre.

Andsnes er medarrangør af kammermusikfestivalen i Risør, Norge. Koncerterne holdes i en lille barokkirke, alt kommer tæt på, tiden kan stå stille, alle i rummet er med.

Kammermusikken må være den ideelle dialog. Bevægelsen fra ”jeg” til ”du” og ”vi”. Minder om digtets drøm om overskridelse. Minder om filosofiens transcendens, om flamencoens duende, om magi …

- Poesien bliver en dør til magien gennem det musikalske.

Magiske øjeblikke kræver tid og fordybelse, opmærksomhed. Måske er fordybelsen henvist til en niche i dag, måske søger den bare hele tiden nye former, som vores erkendelse tager nye former. Den dybe menneskelige længsel – der også omfatter magien, er mere bundet til stjernerne end til historien … Hos musikere som Leif Ove Andsnes er den i sikre hænder.