Sneen har ikke født
den tilbageblevne rose

Sneen minder om jorden
men er bare et rum

Roserne bliver stående
som et spørgsmål om
hvorfor og hvordan:

At roser bliver til stjerner
til spinkle, nøgne dansere

I et gruppebillede
med japansk ivrighed?

Balancerende højt oppe
bukkende sig

Bøjede den samme vej
af blæsten eller sneen

Torne der fryser
og torne, tag ikke fejl
der vidner om en kraft

De letteste kraner i sneen
stilke i ren opdrift

Takkede roser
med vantehænder, soløjne
takker ud i rummet

En enkelt blad-fane
viftes forrevet
 

Ud af strengheden
spirer skyggerne af leg

Den sorte stjerne øverst
drømmer om at dirigere
”sneens ballet”

Til Birgitte Thorlacius’ vinter-roser by Lene Henningsen    © Lene Henningsen