The following exchange of letters is taken from the Danish edition of AIRMAIL, letters between Robert Bly and Tomas Tranströmer (1964-1990).

17.februar 66

Kære Tomas,

Christina og jeg er omsider ved at være klar til at trykke de udvalgte digte af Ekelöf vi har arbejdet på i hen ved fem år, dovent. Jeg har oversat noget af Lindegrens essay om ham som hovedindledning. Og så har jeg skrevet denne lille opsats som skal stå forrest i bogen.  Gider du kigge på den? Lyder den latterlig eller forholdsvis fornuftig?

                                                                                                                          Din som altid,
                                                                                                                                      Robert

PS  Du behøver ikke returnere den – du kan bare nævne den i næste brev.

PPS  Bedste hilsener til Monica!

EN NOTE OM GUNNAR EKELÖF

Gunnar Ekelöf er født i 1907. Mange kritikere betragter ham som Sveriges største nulevende digter. Tidligt I sin karriere opsøgte han to kilder uden for den skandinaviske tradition: den mystike digtning i Persien især, og Østen generelt, og fransk digtning, især de sene 20’eres surrealistiske poesi. Hans digtning har også dybe rødder i Fröding, Almqvist og de svenske eventyr.

I svensk litteratur er der langt fastere skel mellem proletarisk og aristokratisk skrivekunst end der er i Amerika og England. Der har været en hel række store forfattere i Sverige som naturligt indtog deres plads I en af disse to grupper. Harry Martinson er en af de største proletardigtere. Det er som om der i det James Farrel repræsenterer, var lige så følsomme digtere som Wallace Stevens. Gunnar Ekelöf hører derimod ganske tydeligt til den anden gruppe, de aristokratiske, intellektuelle, elegante forfattere.

Nogle af hans digte består af sammenkædede tankerækker som ikke er nemme at følge.  Disse tanker er iklædt et livfuldt og excentrisk sprog. Gunnar Ekelöf er den vanskeligste svenske digter, men til trods for det har han en meget store læserskare. Hans digtsamlinger udgives i oplag som, når forskellen i befolkning tages i betragtning, ville svare til 200.000  i USA. Han er en ubekvem digter som forsøger at gøre læseren bevidst om løgne.

De tanker hans værker igen og igen vender tilbage til, er klart fremstillet i et essay af den svenske digter Erik Lindegren. Jeg har udvalgt og oversat afsnit fra det essay som står at læse andetsteds i denne bog.

Gunnar Ekelöf blev indvalgt i Det Svenske Akademi i 1958 og er nu yngste medlem af den forsamling. 

ROBERT BLY
 

Västerås  1. 3. 66

Dear Robert,

den forfærdelig strenge vinter lakker nu mod enden. Nu og da kommer der en dag med plusgrader, og man har den glæde at kunne høre vand risle i render og langs tage.  Indtil det fryser til igen næste dag.  Jeg har sendt kone og børn til Stockholm for at Monica kan få lejlighed til at røre på sig og for at hun i nogle dage kan snylte på sin mor som har temmelig mange penge. Vores pengemangel er komisk – sidst på måneden går vi rundt og ryster alt det gamle tøj i håb om at en mønt skal trille ud.  Det poetiske dødvande er dog brudt, og jeg er ivrigt beskæftiget med et digt om COMPUTERS – om jorden når datamaskinerne har formeret sig og helt overtaget alting!  Samtidig oversætter jeg “The Hospital Window” af James Dickey og “Three Presidents” af dig.  Jackson er nem, Roosevelt ret nem. Kennedy meget svær. Hvad mener du egentlig med “I ate the Cubans with a straw”.  SUGEDE han DEM UD med et strå (rør)? Spiste han dem med pinde som en kineser? Pegede han på dem med et strå, og se, de fortæredes…Og i Kennedy, hvad menes der med “Able to flow past rocks” – jeg forstår det heller ikke rent sprogligt. Og så det med the crystal in the sideboards etc., vil gerne have en nærmere redegørelse for det!  Det er sådan et forbandet stateligt digt og uhyre stimulerende at oversætte.*

Jeg er blevet kulturelt virksom i Västerås som medlem af Kulturrådet (The Cultural Council eller hvad det ville hedde i USA). Vi har arbejdsomme møder. Man får desværre ingen betaling, men bliver budt på en middag én gang om året af KULTURUDVALGET (THE CULTURAL DEPARTMENT?) som kun består af byens pampere, politikere o. lign. Min debut i denne sammenhæng var mindre vellykket, for det lykkedes mig at falde i dyb søvn efter middagen, midt under en højtidelig debat om teatrets problemer. Det blev observeret af de tunge drenge: nogle af dem kom hen og lykønskede mig, med billig ironi, med min gode søvn, og en dame i teaterbranchen ønskede mig iskoldt GODNAT med høj stemme. Jeg overvejer nu at udsprede at jeg lider af en mystisk og alvorlig sygdom som bevirker at jeg pludselig falder i søvn.

På fredag rejser jeg til LUND, universitetsbyen i Skåne, for at læse digte op for studenterne. Den fattige studenterforening betaler opholdet og forlaget rejsen. Der er formentlig nogen der vil spørge hvad jeg mener om Sonnevis overreklamerede Vietnamdigt. (Sonnevi er fra Lund).  Når jeg har besvaret spørgsmålet, vil jeg blive drevet bort med stenkastning.  Der plejer at være hyggeligt og stimulerende i Lund.

En note om en note om Ekelöf!  Den er rigtig på nær stykke to, det der handler om the proletariat and the aristocrat writing. Jeg læser det afsnit med lidt af samme fremmede følelse som en hottentot må have når han læser om sig selv i en turistbrochure. Det er ganske vist sandt at man kan tale om “proletarforfattere” , men det er først og fremmest romanforfattere (Ivan Lo-Johansson, Jan Fridegård, Vilhelm Moberg) som – især i 1930’erne – kom med tykke og meget læste bøger i realistisk stil, med selvbiografisk stof fra den proletariske virkelighed.  Noget tilsvarende i poesien kan man næppe tale om.  De såkaldte “5 unge” (bl. a. Martinson og Lundkvist) kom ganske vist fra arbejder- eller landbrugsmiljø, men netop de to, som hovedsagelig helligede sig lyrikken, valgte hurtigt en ”intellektuel linje”.  “Aristrocratic” er i øvrigt misvisende – jeg tror du overvurderer antallet af aristokrater i Sverige og Europa. Der er ikke så mange, bortset fra Christina naturligvis.  Jævnfør din og alle amerikaneres ejendommelige interesse for monarken (han læser stadig Ord & Bild).  In US literature, as everyone knows, there is a firm division between the COWBOY-SCHOOL (Robert Bly, Erskine Caldwell, Emerson, and Carl Sandburg) and the HOLLYWOOD-SCHOOL. (Ray Bradbury, Pearl Buck, W.H. Auden, and e.e. cummings).

At det ikke er en nem opgave at være ekspert i fremmede landes litteratur, viser f. eks. det seneste nummer of The Literary Review hvor professor Vowles opfinder en helt ny litterær skole i Sverige.

I øvrigt længes jeg som en vanvittig efter et nyt nummer af The Sixties. Du lovede at numrene ville komme trillende i højt tempo i år.  I mange heraf må jeg vel trøste mig med nogle amerikanske digtsamlinger.  Dem jeg gerne vil have fra din liste er

Lowell: For the Union Dead
Wilbur: Advice to a Prophet
James Dicket: Into the Stone og Buckdancer’s Choice.
Simpson: Selected Poems
Creeley: For Love

Göran Printz-Pähson – som jeg skal samarbejde med om antologien – sidder i England og skal sammensætte en svensk antologi til et tidsskrift der hedder Stand.  Det kan være han skriver til dig og beder om lov til at bruge nogle oversættelser.

Med håb om hurtigt svar og de varmeste hilsener fra Monica.

Din
Tomas T

18. marts 66

Kære Tomas,

Tak for brev! Jeg beklager at jeg er så langsom til at svare – jeg har været på oplæsningsturné ude vestpå.  Jeg vedlægger et udklip fra NY Times – så kan du se hvad vi har haft for.

Hermed nogle bemærkninger om “Three Presidents”: Når han siger “I ate the Cubans with a straw”, antyder han at de er så slappe, så svage, så bløde at han kunne suge dem alle op i et sugerør – han ville ikke engang have brug for tænder at spise dem med. Typisk amerikansk overlegenhedskompleks over for sydamerikanerne eller spanskamerikanerne.

Med “able to flow past rocks” ville jeg antyde dette: andre præsidenter der blev stillet over for nationale vaners klipper, for eksempel amerikansk antiintellektualisme, kunne ikke bevæge sig. De stillede deres programs klippe foran denne anden  urokkelige klippe, og de to klipper stod bare og gloede på hinanden i hele regeringsperioden, og der blev ikke udrettet noget. Det mærkelige ved Kennedy var at han var i stand til at vige uden om amerikansk antiintellektualism, amerikansk antikommunisme, og han gjorde det ved at være underligt flydende – han kæmpede ikke med klipperne, han strømmede bare rundt om dem og gendannede sig på den anden side. Inden de vidste af det, sad halvdelen af landets intellektuelle i hans regering.

Med hensyn til stenblokkene, den tunge højreorientering, virkelig alvorlige forhindringer, ventede han bare til der var den fornødne kraft i hans vandstrøm, og så førte han simpelt hen stenblokkene med sig ned i dalen. Han gjorde det under Cuba-krisen og forhindrede de højreorienterede i at erklære Rusland krig eller noget andet tåbeligt.

Med “crystals in sideboards” tænkte jeg på fine krystalglas velhavende familier i Boston gerne har stående i en egetræsskænk i spisestuen. Kennedy elskede virkelig pengelivet: han så sig selv som del af et gammelt velhavende aristokrati, og han syntes han funklede som kostbart glas. Jeg tror han betragtede den katolske kirke som i sidste instans en fjende af den slags liv, og det er en af grundene til at hans interesse for kirken var yderst minimal. Han gav ikke en døjt for kirken.

Fortæl mig hvad der skete i Lund da du læste digte op og utvivlsomt fornærmede Sonnevi.

Tak for dine latterliggørende ord om min Ekelöf-indledning: det var lige netop hvad jeg havde brug for! Jeg havde mine tvivl om det aristokratisk-proletariske skel / jeg ved ikke hvordan jeg kom på det – og det var derfor jeg sendte den til dig. Nu må jeg finde på en anden opdeling – måske mellem langhovedede og rundhovedede forfattere. Vi er altid villige til at tro det værste om et andet land.

Jeg skriver dette i al hast. Carol sender sine bedste hilsener.

Vi har læst Sweden Writes, og Carol siger du er den eneste af de svenske forfattere der er fotograferet i den, som har nogen som helst kraft i ansigtet.

Hvordan kan det være gået til?

Jeg sender et frimærke udenpå til Monica –

Din
Robert

PS. det nye Sixties er på vej! Ja! Ja! Jeg har faktisk planer om at have fem af dine digte med i Sixties nr. 9. Honorar kommer snart.

we bring these excerpts with the kind permission of Forlaget Arena