GiTTAN SARAH PEDERSEN

Min tvillingesøster vil tage ud på rejsen alene. Imens bliver jeg hjemme på borgen og vogter over vores hemmelighed.

Mange indflydelsesrige mænd jagter denne hemmelighed, men vores orden leder dem på vildspor.

Det er svært at stole på nogen i denne tid og vi ved at falder stenene i de forkerte hænder vil de blive misbrugt til fortræd og egen magtsyg vinding.

Vi sender vildspor ud i natten, med depecher bringes de til fjerne kongerigers vismænd. Deres tydninger af fortællingerne sætter skriverne på arbejde. Og vi vinder lidt tid.

Havet er uroligt denne nat, hvor hun må rejse.
En armada på 23 skibe ligger vuggende klar i det sorte vand.

De Høje Hentere.

I frysningen inden mørket

- et neon blåt jag i højre side af hjernen

så sorte ind fra venstre -
sortneri i tiltag
på fjernhedens gade
                     lå en hullet trøje
fra én der måtte krydse over
så pludseligt at noget blev
hængende tilbage.
    Som regel krydsede man kun over ved tvang

- det var altid De Høje - smalle som kom

og blikkede én, så man forstod at nuet var kommet.
Og så panikken - forsøgene på at flygte,
 - som næsten aldrig lykkedes.
Den hullede trøje med blondekant havde et svedent mærke
og perlebesætning i laser.
I dette tilfælde var det ikke lykkedes kvinden.
Selvom kvinderne lod sig oplære i alskens selvforsvar og kampsport,
så var det sjældent, at det var dem man kunne møde skræmte i de skrå skakter/
Det var mænd af stærkt eller desperat tilsnit - nu kun en skygge af et tidligere selv -
For de var blevet beblikket (rørt)ved) af Henterne.
 Klamt og ulækkert
og vi andre tog sørgeligt afstand fra disse mærkede skikkelser,
som alligevel endte med at måtte møde deres skæbne//
 før eller siden.
Men der gik selvfølgeligt historier –
 specielt én var god,
Og så god at den var blevet til en myte. Nemlig den at Adrian Löw havde undsluppet de høje på snedig vis. Og stadig holdt sig skjult i de lilla grotter, her skulle han efter sigende have opbygget sig en hær og var nu fri på 7 år. Det var Håbernes historie og ikke til at vide om den var sand.
Den slags florerede –
 Personligt havde jeg selv set de høje,
det hører ellers til sjældenhederne, de slår som regel til når man er alene.
Men det havde aldrig været til helt at undgå for dem,,,
det med at blive set - og for effekten og skrækkens skyld, lod de sig måske
også se lidt engang imellem.
For mig skete det da jeg var 16-17 år, jeg var brudt ind i en villa, der lå i udkanten af min fødeby.
Jeg var flad som altid og søgte bare efter nogle penge. Jeg troede ikke at der var nogen hjemme, men der var én i
bad og da vedkommende / en smuk kvinde i 30'erne kom ud af badet sad de 2 høje på hendes seng.  –
Hun skreg på en måde som jeg aldrig vil glemme og tanken kan stadig give mig gåsehud. Jeg stod selv lammet af skræk i gangen, da De Høje rejste sig for at eskortere hende, og da var det at den ene af de høje fik øje på mig - den kiggede et øjeblik på mig - og det var som om den tøvede imens et underligt flimmer gled ned over dens store øjne. Jeg benyttede mig af dens forvirring og løb alt hvad jeg kunne væk og ud - resten af dagen lugtede jeg stadig lidt brændt -
Senere lå der en lap papir på mit værelse, hvorpå der stod - de kigger forbi når du er blevet 24 -
lær de Gyldne Kåbers sang og du kan slippe. Jeg er nu 22 - det giver mig 2 år Og jeg har stadig ingen anelse om hvem, og hvad de Gyldne Kåber er.
Jeg har søgt hos alle religiøse kulter og ledt i utallige arkiver. Men nej intet. Og lige nu lever jeg. Og måske var det bare en joke…
En eller anden kunne have lagt lappen på mit bord for at skræmme mig? Ingen jeg kender har dog ville gå til bekendelse desangående. Engang imellem ved aftentide hører jeg på min hylde, hvor jeg nu bor, en sang som fra et fjernt sted en slags messende klagesang, som om den kom fra stenene…

Jeg har sendt dig dette brev som en advarsel, fordi jeg har hørt, at De Høje Hentere er begyndt at brede sig ud over jorden – snart vil de også komme til jer.
Jeg har også sendt dig dette brev, for at høre om du, eller om nogen hos dig, måske kender noget til de Gyldne
Kåbers sang? Vil du være så venlig at forhøre dig om dette? Bare for en sikkerheds skyld.

Den blånende drøm

Den blånende drøm, tager kroppen ind, / ind til et blå helvede – med tonale ildsjæle, der flænser kindernes tapet. Der går rygter ude i verden om dit forræderi, så der sendes marer og kryptiske signaler af sted gennem telelinjerne, det talte bliver et spejl på det usagte.
En tør hvislen dannede bort omkring dit vindue, var du angst, da du rakte hånden ud! Og tom. Du måtte trække den tilbage? / Nej, hun gav sig ikke, for hendes fødder havde rødder i afsindets sump, så du hendes sylespidse smil, den hurtige drejning hun gjorde med hovedet? Jeg så hende, hun var falskhedens prinsesse, havde kapslet sig fast. /
Og ham den anden. Han var en engel, der gik omkring på frierfødder. Han havde forlagt sin hat med sine tanker, så han glemte at se før han spurgte. – Troede du på ham med hat? Eller troede du mere på ham, da han var uden?
Jeg gad nok vide om din rejse var så vellykket som du gav udtryk for!? Der var nemlig den lille, umærkelige, men så rørende, sårede trækning ved din læbe, da du berettede. Var den engelske kappe et misfoster af en drøm, som du gav din kvindelighed til, eller var han den rigtige prinsede vare?
Den klirren med sabler gav en metallisk smag i munden, da du sprang til middelalderens dårskabstaffel. Så du narren ved hoffet, hørte du hans sarkastiske tale? Ja, den på vers, som lullede dig i søvn i det fugtige sten rum, på gulvet ved arnestedet. Det var mig der hviskede fra rummet ved siden af. Sat fast fordi jeg havde talt over mig. Så det er sandt, når du siger, at du synes, at vi har mødt hinanden før… Den skarpe hulken fra dit rum, da du opdagede dig forladt // gav en ondsindet rørelse til mit kyniske sind. Og kokken Jannell fra lastrum 2.38 fik travlt med individuelle bestillinger. Min havde han forlagt og befippet af mine øjne, der storsindet kiggede på ham, erkendte han, at han kunne risikere knoppen, hvis han ikke oppede sig. / Den sataniske skadefryd sad kælent på min højre skulder, mens lastrummet hurtigt fyldtes af agenter, med hver sin skriveblok eller maskine. Vi var de flygtende skrivere, på flugt fra gerninger vi skulle have gjort og dem, der skulle have været ugjort. Vores selvtilfredshed drev motoren, - men du? Fandt du den blå glassten, jeg havde lagt som en forsoningsgave, givet på afstand? Jeg tror det ikke, små leguaner fødes stadig af min hånd…

© GiTTAN SARAH PEDERSEN 2007