Willum Peder Trellund

Willum Peder Trellund died shortly before Christmas 2006. He left behind three published collections of poetry and manuscripts he intended to publish but never did. We bring three poems from an unpublished collection, Forårets høst.

I dette landskab

I et landskab af sølv
og glidende øjenlåg
og vipper, der ikke vil slippe
søvnen af syne
søvnen, der er dette landskab, glidende
søvnen af sølv
og støvet på disse fortografier
af intet,
der kysser intet,
- der er dette landskab af sølv,
glidende som vandet selv,
der glider igennem det.

Nej, der er nærvær
således det jeg ser
i den overgang hvor der ér
engle af stilhed, af nærvær,
- støvregnen bliver ved at kærtegne mig
langt ind i feberen,
og englen
står stille, helt stille
og breder langsomt vingerne ud,
og i sitrende ilninger
højt hævet i en stumhed af lys
står englen
og breder langsomt vingerne ud,
og i en storm,
hvor sølvslagne vifter breder sig
i frådende spejle
står englen og breder langsomt
vingerne ud,
og i et brus af ord
intoneres æoner af stilhed,
der forvandler sig til lys
og englen breder langsomt
vingerne ud,
og lyset fra vingerne
breder stilheden ud
i sneen, der daler som dun
fra englenes vinger
og udbreder et lys
af oprindelsens morgen
og i englenes vinger
er lysets sitren
og i lysets sitren
stilhedens sølv
og i stilhedens storm
breder vingerne langsomt
englene ud
og de omfavner dig
med et lys
som du ikke forstår,
men som forstår dig
og englene breder langsomt
vingerne ud,
og de omslutter himlene
og det er Gud, der synger
som han altid har udsunget skabelsen
og englene omslutter ham
med en mur af
tavshed, blidhed og nærvær
og englene tier
til bemyndigelsens time

men gennem æoner af stilhed
gar stilheden
som en engelfjers fald.

Over Isen

Hun bor
på den anden side, – lyset
fra hendes
vinduer ses
over søen kun
som et punktum.

Genvej
i skumringen – over is
glidende vægtforskydning,
blidhedens teknik
mens
isen som skud
smælder ud i sorte forgreninger,
der åbner for vandets
nat
et sug
af gyngende flager,
revnernes
knagende suk.

En lethed
angst – og sikker af
længslen
ført igennem, frelst
på den anden side:
hendes vinduer – lyset
der åbner for
stuens varme

dér
i sit sorte slør
sidder hun:
edderkoppen.

Udfærd

Måske kulden – derfor
og således : skilt,
men over bølgerne gled jeg
stadig udover,
roligt vidende,
i en anden tilstand,
kun netop hævet over
bølgernes kolde kys
men anende et pust af dem,
videre udover
til sølvstrengen blev spændstig
og jeg vidste
jeg kunne sprænge den
og vel derfor pludselig
bedrøvet genså
min på bredden efterladte krop
som et tomt hylster
overladt til død.
– Hvorfor
skulle jeg vende tilbage?
Jeg var fri,
men her med ét blev jeg angst
og vendte tilbage
– Frossen
genfandt jeg livet.

– sølvstrengens spændstighed
brast indover
og fyldte mig op
med liv
som et piskesmæld af lys

translationcopyright©gordonwalmsley