Henriette Houth

VELETRŽNÍ PALÁC
by Henriette Houth

Det var her, jeg oplevede en af de lykkeligste og mest ukomplicerede forelskelser i mit liv. Genstanden for min kærlighed var en skulptur, et stort knaldrødt jernmonstrum udstillet på det statslige museum for moderne kunst, for så vidt som man overhovedet kan bruge betegnelsen ‘udstillet’. Den røde tingest syntes snarere gemt af vejen i en ganske vist offentlig tilgængelig og tilmed meget omfattende samling, hvis eksistens ingen imidlertid lod til at være særlig ivrige efter at gøre opmærksom på. Den figurerede ikke i nogen brochurer eller guidebøger og havde til huse i udkanten af byen i en enorm modernistisk, dvs. fuldstændig anonym, bygning, hvor den levede sit eget tyste liv, forvaret for omverdenen bag de lange, brede vinduesbånd der løb, eller rettere fræsede horisontalt rundt om bygningen, etage efter etage, øde autostradaer af glas der ikke formidlede noget indtryk af åbenhed, men blot kastede alle blikke tilbage i ansigtet på beskueren selv.

Det var helt tilfældigt, at jeg opdagede museet mellem de endeløse betonbygninger, der dominerede kvarteret, og her stødte på den elskelige røde tingest. Helt præcist hvor i det enorme kompleks af over- og underjordiske sale den befandt sig, blev jeg aldrig rigtig klar over. Jeg husker kun at have vandret gennem sal efter sal i noget, der efterhånden føltes som et helt liv, muttersalene mellem sære figurer og drømmeagtigt dystre landskaber, der nu og da afløstes af en trappe – den samme brede trappe, blot en etage højere for hver gang. Trappen lå hen i noget nær fuldstændigt mørke og havde alt for mange eller alt for lave trin. Der var i hvert fald et eller andet galt med forholdet mellem trinhøjden og trappens stigning, så man enten måtte trippe åndssvagt af sted med følelsen af ikke at komme ud af stedet eller tage to trin ad gangen og risikere at snuble i mørket midt ude på trinene flere meter fra gelænderet. Men så pludselig, på en af de øverste etager, stod den foran mig, skulpturen, til overflod rød.

Selvfølgelig var det ikke farven, der gjorde det, ikke alene i hvert fald. Det var det, tingesten udtrykte, for ikke at sige måden den gjorde det på. Selv dens navn – den skulptur kunne simpelthen ikke have heddet andet, ligesom navnet måtte betegne noget, der så ud og var præcis ligesom den; ikke smuk, det kunne man bestemt ikke sige, men fuldstændig lige frapperende for det.

Glemt var alt om ømme lægmuskler og vabler på fødderne. Glemt var alle de andre skønne, fantastiske og foruroligende ting jeg havde set i løbet af de forudgående timer, dage eller hvor lang tid der end var gået, siden jeg en fjern grå oktoberformiddag havde trasket småfrysende rundt mellem biler og sporvogne i en fremmed by. Forsvundet var gulvet, væggene og hele det øvrige museum, jeg selv næsten også, en tid lang var der kun den røde skulptur i hele verden. Hvor lang tid ved jeg ikke. På et tidspunkt må jeg vel have løsrevet mig og svævet derfra, ned og ud gennem bygningen uden tanke for andet. Da jeg atter fandt mig selv udenfor på gaden, var det i hvert fald blevet bælgmørkt, og jeg opdagede, at jeg havde mere end travlt, hvis jeg skulle nå ud i lufthavnen og hente min mand, som skulle ankomme en halv time senere.

Det var kærlighed ved første blik med den skulptur. En kærlighed der, nu da den en gang var vakt, ingen yderligere næring behøvede, og som intet derfor kunne gøre skår i. Ukompliceret fordi den ikke rummede noget krav, endsige nogen forventning eller blot forestilling om gensidighed, men så at sige kunne leve uanfægtet af ydre omstændigheder, ja tilmed med min mands fulde vidende. Lykkelig fordi den var uegennyttig på en måde, som kærlighed mellem mennesker sjældent er det; det røde monstrum fyldte mig ganske enkelt med glæde, en følelse af lykke blot ved at vide, at den var til. Jeg havde set den og ville altid bære synet af den med mig, og det var nok.

Eller næsten nok. Et billede af min skat ville jeg gerne have. Så meget desto mere, da jeg opdagede, at den af uforklarlige årsager ikke var med i den bog, jeg havde købt på museet, og som ellers skulle rumme en fortegnelse over samtlige museets værker. For hver time der gik, og dagen for vores afrejse rykkede nærmere, blev ønsket stadig mere påtrængende, indtil det til sidst optog alle mine tanker: Jeg måtte have et billede af den skulptur, om jeg så skulle købe et kamera og selv tage det.

Oplysningerne i den statslige brochure om, hvorvidt det var tilladt at fotografere de udstillede genstande eller ej, var til gengæld mindre entydige og kunne tolkes i både den ene og den anden retning. Så meget fremgik dog, at det krævede en særlig tilladelse fra en ikke nærmere præciseret myndighed. Min eneste mulighed for at få et billede af den røde skulptur var altså at tage tilbage til museet og prøve at opnå en sådan tilladelse, et projekt jeg i starten afskrev som for besværligt og sikkert også alt for tidskrævende i forhold til den korte tid, min mand og jeg havde tilbage i byen sammen.

Men den allersidste dag bød der sig alligevel en mulighed, som jeg ikke kunne lade gå forbi mig. Der var en kirke, vi gerne ville se, en kirke hvis mildt excentriske navn stadig bliver ved med at dukke op i mine tanker, som et paradoksalt minde om den dag; Vor Frue med Evindelig Hjælp hed den, og skulle ligge lige i nærheden af museet. Begge dele meget passende, forekom det os, til vores forehavende der.

At vi så valgte at gøre tingene i den rækkefølge vi gjorde, nemlig at tage til museet først og gemme Vor Frues evindelige hjælp til bagefter, er mig i dag en gåde. Antagelig var der slet ikke tale om noget valg, jeg var vel bare så forhippet på den skulptur, at mine ben automatisk styrede i den retning, uden at nogen af os, hverken min mand eller jeg, rigtig nåede at gøre os det klart, før det var for sent. Der stod vi i hvert fald, jeg for anden gang, i det ikke bare dobbelthøje, men seks- eller syvdobbelthøje rum, der udgjorde museets forhal og strakte sig op gennem samtlige etager i bygningen, af grundplan omtrent på størrelse med en fodboldbane og fuldstændig tom bortset fra tre bittesmå menneskeskikkelser, der sad og forsvandt ovre ved den ene væg under en mægtig dinosaurhale, et stykke af en skulptur, vidste jeg fra sidste gang, der ragede ud i rummet fra en af de åbne gallerigange højere oppe i bygningen.

Disse tre gik vi over til. På nærmere hold var de naturligvis ikke specielt små, men af en ganske normal størrelse og kunne tilsammen lige netop nok tysk til, at vi kunne gøre os nogenlunde forståelige over for hinanden. Vi forelagde dem vores ærinde, idet vi ivrigt henviste til brochuren og dens ordlyd angående fotografering, ja helt bogstaveligt pegede på stederne hvor det stod, for det stod gentaget fire gange, på fire forskellige sprog hvoraf vi i det mindste kunne være sikre på, at de forstod det ene, og brochuren blev nu underkastet en grundig undersøgelse, vendt og drejet, som var der tale om en form for våbenkontrol, i hvert fald som om de aldrig havde set den før, og derpå nærlæst fra ende til anden; tre hoveder stukket sammen over den sølle brochure som en lavthængende skybanke.

Jeg begyndte så småt at fortryde, at vi overhovedet havde indladt os på denne omstændelige affære og ikke bare var gået ind på museet som almindelige besøgende og havde taget det billede uden at spørge nogen om lov. På den anden side huskede jeg kun alt for godt de allestedsnærværende bevæbnede vagter, som netop var grunden til, at jeg nu stod her; dem og så nogle løse rygter om landets strafferetslige system. Men så begyndte der omsider at ske noget bag skranken, og nu lod det til, at de i det mindste havde forstået, hvad vores forespørgsel gik ud på. Hovederne lettede fra brochuren, og der opstod en intens diskussion om, hvem eller hvilken instans en sådan sag sorterede under. Det var i hvert fald, hvad vi gik ud fra, diskussionen drejede sig om. Og ganske rigtigt, et øjeblik efter blev en telefon hevet ud af et skab, og efter en længere samtale blev røret lagt på med et optimistisk smæld, der ekkoede ud i hele det store rum. ‘Die Dame’, som var bemyndiget i spørgsmål vedrørende fotografering af de udstillede genstande, ville komme om et øjeblik og personligt tage sig af vores sag. Det ville i øvrigt kun dreje sig om en formalitet, blev det forbindtligt tilføjet.

Der syntes nu at herske en helt oprømt stemning bag skranken, som havde den usædvanlige opgave pludselig kastet en helt ny glans og betydning over deres ellers så anonyme tilstedeværelse på museet. Og det havde den vel på sin vis også, for kort efter dukkede på deres foranledning en skikkelse op i den modsatte ende af rummet, unægtelig noget ubetydende at se til – en hvalros ville have forekommet ubetydelig i dette rum og på denne afstand – men den måde gulvet blev skridtet af på var ikke til at tage fejl af. De fødder vidste godt, hvem der var til for hvem her, og fra alle sider af rummet gjaldede de bekræftende gensvar. Dette måtte være die Dame, og som hun stod foran os, klædt i en hvid højhalset uldbluse og med håret samlet i en uindtagelig knude, lignede hun vitterlig befuldmægtigelsen selv. Hun gav os imidlertid meget venligt hånden, nærmest jovialt som var det indledningen til en bedre forretningsmiddag. Hun havde forstået, at vi gerne ville have tilladelse til at fotografere et af museets værker, hvis vi venligst ville følge med hende, det drejede sig blot om et enkelt ansøgningsskema, der skulle udfyldes, en ren formssag – ja, hun undskyldte ligefrem den bureaukratiske fremgangsmåde, men sådan var reglerne nu engang.

Lettede over at være faldet i kompetente hænder, og at vejen til billedet af den røde skulptur trods alt ikke var mere besværlig end som så, fulgte vi efter hende samme vej, som hun var kommet, tværs gennem forhallen, forbi billetkontrollørerne og ind gennem endnu en forhal og videre ind i en elevator, der af sig selv slog dørene op for os, netop som vi nærmede os den. Nu var der altså pludselig en elevator. Lige ved siden af den brede mørke trappe, oven i købet, og overdådigt stor. Det måtte den vel nødvendigvis være, nu jeg tænker efter, hvis den også skulle bruges til at transportere kunstværkerne, som i nogle tilfælde virkelig var meget store, men det undrede mig alligevel svagt, hvordan jeg havde kunnet undgå at lægge mærke til den under mit første besøg.

Så lukkede dørene sig lydløst om os, og vi begyndte den lange opstigning mod damens kontor. Ikke at jeg så hende trykke på nogen knap med etageangivelse, jeg så faktisk slet ingen sådanne knapper, men da det virkede helt igennem utænkeligt, at hun skulle have kontor noget andet sted end på en af de allerøverste etager, gik jeg uden videre ud fra, at vi var på vej opad, og det næppe mærkbare sug, da elevatoren satte sig i bevægelse, tydede da også i den retning.

Fra elevatorens loft strålede en hel stjernehimmel af bittesmå halogenlamper. De funklede og slog gnister i de blanke stålvægge, og her i denne ejendommelige belysning gik det op for mig, at die Dame måtte være noget yngre, end jeg først havde antaget, formentlig ikke ældre end os selv, måske endda lidt yngre, det vil sige et sted sidst i tyverne, allerhøjst tredive. I mellemtiden konverserede hun os yderst høfligt og Dame-mæssigt. Hvor vi kom fra, hvordan vi havde befundet os i byen, hvornår vi skulle rejse derfra. I morgen, ach so ja. Så åbnede dørene sig atter, jeg havde end ikke mærket at vi var standset, og snart efter trådte vi ind i en lang, dunkelt oplyst gang, der virkede så forskellig fra alt, hvad jeg hidtil havde set af museet, at jeg først troede, der måtte være tale om en helt anden bygning.
Men det var nu også svært at se noget her. Det eneste lys kom fra en åbentstående dør længere nede ad gangen, og denne styrede vi nu imod med die Dame målbevidst i spidsen. Langs væggene stod papkasser og ringbind stablet helt op til loftet, kun afbrudt af døre der med et vist interval dukkede op på begge sider af gangen, som dybe nicher i ringbindsmuren med en matteret rude, hvorfra et grumset lys trængte ud i gangen. Efterhånden som vi havde passeret tilstrækkelig mange af disse døre, blev det klart for mig, at der var tale om en etage af samme dimensioner som de langstrakte blændende hvide udstillingssale, der så vidt jeg kunne skønne måtte befinde sig lige under os; her var der altså blot indrettet kontorer langs siderne, en usandsynlig mængde kontorer forekom det mig, der kun efterlod en smal gang i midten.

Vi nåede ned i det lysere område foran damens kontor, for det var naturligvis hvad den åbentstående dør førte ind til, et område bemærkelsesværdigt frit for kasser og ringbind bortset fra nogle enkelte i en krog ved døren. Hvis vi venligst ville tage plads, på de to stålkasser derhenne, hun beklagede meget, men hun kunne desværre ikke tilbyde os plads på sit kontor, de havde kun de to stole, de selv sad på.

De? Die Dame delte åbenbart kontor med en anden!

Nu ville hun straks hente det omtalte ansøgningsskema til os, det varede kun et øjeblik. Vi satte os på de anviste kasser et lille stykke henne ad gangen, i et indhak mellem ringbindene, der her tog fat igen efter det midlertidige ophør omkring damens kontor. Til vores overraskelse så vi hende nu ikke gå ind på sit eget kontor, men hen til en dør på den modsatte side af gangen og meget forsigtigt banke på. Det var fuldstændig, som om hun stod og blev mindre foran den dør, indtil hun til sidst forsvandt ind ad den.

Der sad vi så på vores stålkasser og glanede på den matterede glasrude i døren. Jeg tror aldrig, jeg har set så uigennemsigtigt glas; man kunne absolut intet se af, hvad der foregik bag den rude, kun en stor udflydende skygge, der kunne have været hvad som helst. Omsider kom die Dame ud igen – det vil sige, på det tidspunkt var jeg sådan set mere eller mindre holdt op med at tænke på hende som Dame – men ud kom hun altså, lukkede døren omhyggeligt efter sig, tydeligvis noget beklemt og med en næsten usynlig hårtjavs viftende ned i panden. Joh, hun var nok desværre kommet til at love for meget, die Frau havde netop gjort hende opmærksom på, at der var tre ansøgningsskemaer som skulle udfyldes, det almindelige standardansøgningsskema, et tillægsskema fordi vi var udlændinge samt et ekstra tillæg hvor vi skulle redegøre for, hvad vi agtede at bruge billedet af den pågældende kunstgenstand til, når vi nu, som vi hævdede, ikke skulle bruge det i professionelt øjemed.

Så skyggen bag ruden derovre var altså die Frau, en titel jeg først her lærte rangerede højere end die Dame. Jeg ville aldrig have anet, at det tyske sprog rummede en sådan hierarkisk forskel mellem Frau og Dame, og da slet ikke i den rækkefølge. Men godt, hun måtte meget gerne hente de ansøgningsskemaer til os, uanset hvor mange der var, så vi kunne se at få dem udfyldt. Og hele proceduren fra før gentog sig nu, fra den undselige banken på døren til det øjeblik hvor hun atter kom ud, atter tomhændet og med endnu en hårtot hængende i en slap bue ned over øret, kun forbundet til fæstningsværket øverst oppe ved de alleryderste spidser.

Nu var den rette fremgangsmåde fundet, der var slet ikke tale om, at vi selv skulle tage billedet; i stedet for ansøgningsskemaerne skulle der skrives en personlig ansøgning, hvori jeg blot anmodede om et foto af den pågældende skulptur. Dette ville så, såfremt ansøgningen blev imødekommet, blive taget af museets egen fotograf og derefter sendt til mig mod et mindre gebyr. Derudover skulle ansøgningen naturligvis indeholde alle de oplysninger, som ellers krævedes i ansøgningsskemaerne, men hun skulle nok skrive ansøgningen for os, det var af største betydning, hvordan den blev formuleret, og vi kendte jo heller ikke sproget. Jeg skulle blot skrive under, dette var virkelig den bedste løsning, var hun sikker på, og afgjort den, der rummede den største sandsynlighed for, at jeg ville få et billede af den røde skulptur.

Jeg må indrømme, at jeg næsten helt havde glemt den røde tingest, men påmindelsen om den gjorde mig straks føjelig og udstrakte min tålmodighed med flere ganglængder. Jamen fint, det var virkelig meget hjælpsomt af hende; hvis hun ville skrive ansøgningen, så ville vi vel vente her så længe. Jeg skævede med et stik af dårlig samvittighed til min mand, for jeg vidste, at han var meget opsat på at se Vor Frue-med-Evindelig-Hjælp-kirken. Messen for den Forudkonsekrerede, som skulle afholdes der netop dén dag – efter sigende en stor oplevelse at overvære, hvem eller hvad denne Forudkonsekrerede så ellers var – havde vi under alle omstændigheder forpasset. Men vi ville stadig godt kunne nå at se kirken. Min mand lod imidlertid til at være blevet helt grebet af sagsforløbet her. Nu var vi jo også nået så langt, at resten næppe kunne tage meget længere tid, bare en ansøgning og sagen ville være afsluttet på bedste vis.

I mellemtiden var die såkaldte Dame forsvundet ind på sit kontor, og efter en række mystiske bankesignaler lod det til, at hun havde fået tændt for en pc, i hvert fald hørtes der en tid lang ikke andre lyde end den blidere, noget uregelmæssige klapren på taster, men så standsede også denne lyd pludselig. Når jeg lænede mig tilstrækkelig langt frem fra indhakket, kunne jeg lige netop se ind i kontoret, hvis dør stadig stod åben, og der sad hun ganske rigtigt foran en tændt computerskærm, et ordentligt skrummel af en maskine. Det lod ikke til, at der var andre i kontoret end hende, måske var hendes kontorfælle syg den dag, jeg så eller hørte i hvert fald aldrig noget til nogen anden.

Ud for hendes ene skulder kunne jeg se cursoren, der i samme øjeblik begyndte at pile baglæns hen over skærmen, linje efter linje, mens den slettede alt, hvad hun lige havde skrevet. Derefter sad hun i lang tid helt stille med hænderne på kanten af tastaturet, rykkede lidt frem og tilbage med det, så dykkede hovedet pludselig ned over tasterne, mens én finger prikkede løs på dem i en rasende fart, hvorefter hovedet røg op igen, helt op i skærmen som var hun meget nærsynet, derefter hurtigt ned igen. Op, ned, op, ned gik hovedet derinde, og mit med ude på gangen, indtil hårknolden blev helt ledeløs og hældede slagen til den ene side, og hun på ny slettede halvdelen af, hvad hun havde skrevet. Det var øjensynlig meget svært at formulere sådan en ansøgning.

Jeg lænede mig tilbage mellem ringbindene, så småt indstillet på at dette her godt kunne komme til at tage noget tid, skønt der efterhånden ikke var meget at give af, hvis vi stadig skulle nå at se kirken. Museet måtte vel også snart skulle lukke?

Vi havde netop taget kortet frem for at finde den hurtigste vej til kirken, da die Dame kom farende ud i gangen. Nu var ansøgningen færdig, den skulle bare lige godkendes af die Frau – jeg fik ikke helt fat i hvordan hun udtrykte det, men det må have været noget i den retning, der lå i det – så ville den være klar til at blive underskrevet og ekspederet. Altså endnu en gang hen til døren, mindre Dame end nogensinde som hun stod der med ansøgningen knuget i hånden, mens den uformelige skygge derinde, forekom det mig, voksede sig mægtigere og mægtigere. Men ind kom hun da. Og efter noget tid også ud igen med et helt forstyrret udtryk i ansigtet, og i håret med. Jeg havde allerede rejst mig for at være klar med min underskrift, men hun ænsede os knap nok, hastede blot over gangen og ind på sit eget kontor, mens hun mumlede noget om at skrive om, ikke helt som den skulle være endnu, meget vigtigt at den blev formuleret på en bestemt måde.

Der sad vi så igen på vores kasser, mens die Dame kæmpede med formuleringerne inde på sit kontor – blot for endnu en gang at få dem returneret fra den anden side af gangen med besked på at formulere dem om igen. Dette gentog sig nogle gange; hvor mange har jeg ingen fornemmelse af, i min erindring styrtede den arme dame uophørligt frem og tilbage mellem sit eget og die Fraus kontor med den usalige ansøgning i hænderne, mere og mere forvildet i ansigtet, håret og det hele, og for hver gang antog die Frau en stadig mere frygtindgydende skikkelse i min fantasi; noget i retning af en drage med store blafrende næsebor og enorme kløer. Jeg tror, det var omkring det tidspunkt, jeg begyndte at se syner; det vil sige, jeg vidste godt selv, at det var syner, men jeg så dem alligevel. Måske var det bare træthed eller sult, vi havde gået temmelig langt for at komme til museet og havde intet spist siden tidligt om morgenen, men jeg syntes pludselig, at hele gangen var fuld af store runde øjne, der gloede på mig. De kom cirklende ud af væggene, roterede i luften, hurtigere og hurtigere.

Naturligvis var det bare ringbindene med deres runde huller i ryggen – huller der så omtrent lige så lidt som det pap, de var stanset ud af, og som ikke ville have været til at skelne fra dette, hvis det ikke havde været for den metalring, der indrammede hvert enkelt af dem og fik dem til at træde ud af den sorte ringbindsmur. Pludselig fik jeg øje på noget lidt længere oppe ad gangen – eller noget havde fået øje på mig – en smal lysspalte eller kridhvid stav, som jeg ikke kunne regne ud, hvad var, og som på én gang fik alle ringbindsøjnene til at trække sig tilbage. Jeg kunne ikke tage blikket fra den hvide stav, jeg stirrede og stirrede, til den begyndte at hoppe og danse fosforescerende for mine øjne og mindede mig om et eventyr, jeg havde læst som barn, om en troldeunge med en hvid og en sort tryllestav. Med den hvide kunne han gøre sig usynlig, det huskede jeg tydeligt, det var nemlig en usynlighedspind. Hvilken funktion den sorte havde, havde jeg glemt. Men det var også uvæsentligt, jeg blev bare mere og mere hypnotiseret af den hvide pind derhenne og var allerede begyndt at føle mig helt uvirkelig, da jeg opdagede, at det var ryggen af et smalt hvidt ringbind, jeg sad og stirrede på. Et eneste hvidt ringbind, der uforklarligt var havnet mellem alle de sorte. Det var enden på de syner, og jeg så nu, næsten lettet, at alt var som før. Die Dame blafrede fortsat frem og tilbage over gangen med ansøgningen og de til stadighed ufuldkomne formuleringer mellem hænderne, mens die Fraus skygge tronede ubevægelig bag den matterede rude.

Men så, lige før der begyndte at slå flammer ud af næsen på uhyret derinde og die Dames frisure endegyldigt faldt ned om ørerne på hende, var ansøgningen pludselig færdig. Nu manglede der kun min underskrift; lige der ja, og bitte, ikke uden for margenen og helst ikke for stor, endelig heller ikke for lille naturligvis, den slags kunne have betydning, sådan ja, genau og mange tak. Nu håbede hun virkelig det bedste, skønt hun naturligvis ikke kunne love noget med bestemthed, men et svar ville jeg helt sikkert få, det kunne jeg godt regne med, sagde hun med et stigende tonefald, der fik det til at lyde som et spørgsmål. Vi takkede hende noget mat for alt hendes besvær, gav hende hånden til afsked og begyndte at bevæge os ned ad gangen, tilbage mod elevatoren, uden helt at fatte, at den uendelige sag nu virkelig havde fået en ende, og at vi selv om lidt ville være ude af museet, udenfor i den kølige oktoberluft på vej til Vor Frue-og-så-videre.

Men først var der lige elevatoren. Jeg mener bestemt, vi gik nøjagtig samme vej, som vi var kommet, ned ad gangen og ud gennem en dør, og så skulle den befinde sig lige til højre. Men det er også muligt, jeg tager fejl. Måske var vi på en eller anden måde kommet forkert ud af den gang og befandt os et andet sted, end vi troede. Jeg har i det hele taget kun et temmelig tåget billede af, hvad der egentlig skete, efter at vi forlod die Dame. Det vil sige, enkelte ting står stadig helt klart i min bevidsthed, det er alt det, der skulle forbinde dem, som mangler. Helt sikkert er det i hvert fald, at der ikke var nogen elevator der, hvor vi mente der nogle timer tidligere havde været en. Og da vi endelig fandt den – ad veje der aldrig kommer til at stå mig klart – var der sat et skilt hen over dørene, eller rettere et ganske almindeligt A3-ark, hvorpå der stod skrevet noget med store klodsede bogstaver, med en orange tusch der tilsyneladende havde været ved at slippe op. Det kunne dårligt være andet end en advarsel om, at elevatoren var ‘ude af drift’ eller noget i den retning. Dette forekom os på den anden side lidt for fantastisk, vi havde jo lige, eller for nogle timer siden, samme dag i hvert fald, kørt med den, den kunne vel ikke bare sådan pludselig være gået i stykker. Strengt taget anede vi jo heller ikke, hvad der stod på det papir, der kunne i teorien lige så godt stå ‘kom bare ind – eller endnu bedre, en eller anden anvisning i, hvordan man bar sig ad med at betjene elevatoren, for der var ingen knapper at se nogen steder, ingen op-og-ned-pile, ingen indikatorer eller noget som helst andet, der med rimelighed kunne antages at have noget med elevatoren at gøre. Der var kun de nøgne vægflader og så de hermetisk lukkede ståldøre. Måske den elevator virkelig havde en eller anden fintfølende automatik, der kun reagerede på die Dame. Men det kunne jo alt sammen ikke passe, og ned skulle vi, så vi valgte at se bort fra opslaget og var netop i gang med at forsøge at presse fingrene ind mellem de tætsluttende døre, da to vagter kom farende – lassen Sie das, Treppe bitte runtergeh’n! – og gennede os hen til trappen, der åbnede sig tom og mørk foran os.

Vi gik en etage ned, to etager, tre etager, og på hver etage stod to bevæbnede vagter, stod på nøjagtig samme måde, som var de groet op af gulvet ud for trappen, og lignede alle sammen hinanden. Så begyndte vi at løbe, løb med hinanden i hånden hele vejen ned, til vi fornemmede, at vi måtte være kommet til stueetagen, men også her stod to vagter – o nein, vi tog fejl, ingen udgang her, længere ned endnu – og de gennede os tilbage til trappen, der blot førte ned til de to samme vagter eller to nøjagtig magen til, som spærrede os vejen og sagde, at vi skulle længere op. Herfra flyder tingene sammen, jeg husker kun, hvordan vi løb som børn om natten, snublende og springende fra repos til repos, ned eller op ad de alt for mange eller alt for lave trin i mørket, skiftevis helt ude ved væggen og helt inde ved vangen famlende efter gelænderet, mens udgangen hele tiden syntes at flytte sig, alt efter hvilken etage vi befandt os på, i hvert fald altid var et andet sted end vi var, og vagterne fremdeles beordrede os længere ned og længere op, altid tilbage til den forbandede trappe.

Jeg kan endnu høre lyden af vores løbende skridt mod trinenes linoleumsbelægning, som en lillebitte tisken der øjeblikkelig absorberedes og forsvandt i trappegabet.

Det eneste, der faktisk står mig helt lysende klart, præcis sådan som jeg vidste, det ville, er billedet af den røde skulptur. Og dét skønt jeg selvsagt aldrig har fået noget foto af den, eller noget svar på ansøgningen for den sags skyld, og sandsynligheden for, at jeg nogensinde vil gøre det, svinder dag for dag.

Men det gør i grunden ikke så meget. Den røde skulptur vil altid stå for mig, vibrerende i hele sin fabelagtige udtrykkelighed, sådan som jeg så den første dag på museet, og det vil næppe nogensinde kunne overgås af et fotografi, ja måske ikke engang af virkeligheden, hvis jeg en dag skulle få lejlighed til at gense den.

Vor Frue med den Evindelige Hjælp har jeg derimod stadig intet billede af, hverken i hukommelsen eller i form af fotos, for – jeg behøver næppe sige det – vi nåede aldrig derhen.

©henriettehouth