Christina Bjørkøe lives in Copenhagen. She does not simply play music, she is possessed by it. She ventures into perilous waters other pianists would not dare to sail. Recently she has been performing the piano work of Olivier Messiaen. Huge chords and an intensity that demands absolutely everthing from a pianist. We bring here a more moderate contribution, suited to the reading of poetry perhaps. Folketone. A sonata by Carl Nielsen, from the much acclaimed CD, Carl Nielsen, Complete Piano Works, Christina Bjørkøe (CPO).

Listen to Folketone here: Folketone listen here



Møde med pianistinde – Christina Bjørkøe.

By Gittan Sarah O. Pedersen

F er grøn og jorden er rund
vandets skvulp, og store bølger står ind fra vest.
Barndomslandets nostalgi kalder fra hver en sommer når lyset forjættes.

Fokuseret sort/hvidt, anslag der bøjes i en insisteren på at også det stivnede kan fortolkes ud fra følelsernes analytiske optik, at den konservative form kan møde den feminine æstetik, der med vand bærer klangen andetsteds hen.

Kobber vibrerende døds-farve stiger fra sorte tangenter – Steinway fordrer, her gives ikke ved dørene, luner skal disciplineres til en rolig fingerdans fra stærke hænder som sjældent holder flygelpause.

Musikkens våbenskjold, et adelsmærke at træde ud i verden med, bag det de vagtsomme vurderende øjne, et stålsat sind, som er ven med disciplinen, kløgtigt afventende som lyttes der til noget fra en fjern stue.
Hun sidder over for mig – en ukendt - og jeg forsøger at snige mig ind på hende, hvis verden er så ulig min – to fremmede sat stævne qua en tredjemands mellemkomst. En sær tranedans på hver sin side af bordet med den røde dug, på umage medborgerhusstole og med to stemningsforløsende glas hvidvin. Jeg skal fortælle om den kvinde hvis Carl Nielsens nys indspillede Folketone vi hører spille i baggrunden.
Jeg har lyttet, er blevet forført af det tilbageholdte anslag – rummet hvor næste klang venter i kulissen som et længe ventet kærtegn.
Det tilbageholdte åndedrag - hvordan ser det ud?

Over for mig ser det ud, med viltert hår over en reserveret krop. Imellem os mine hulter-til-bulter spørgsmål af svingende substans mellem kløgt og himmelråbende skole-poesibogs-karakter.

* er du bange for at skære dine fingre, når du laver mad? – Nej.

* drømmer du oftere i lyd end i billeder? Ja, ofte.

* hvor er det underligste sted du har spillet?

Det var for nogle sukkerrørsbaroner i Brasilien midt om natten, hvor stemningen blev højtidelig-gjort ved, at alt var dækket til med hvide lagner. Spøgelsesnat som vækkeuret kaldte mig frem til.

* kan du forestille dig en -X-faktor for klassiske musikere?

Ja, de findes allerede mere eller mindre, og jeg kunne faktisk godt tænke mig at høre hvad Blachman havde at sige.

* hvor lang er det længste tidsrum, du har gået uden at spille på klaveret?

Det var en måned, som 16-årig på Interrail. Og for den højre hånd, en måned for nogle år siden, da jeg skulle vise min datter, hvordan man springer ned fra et træ!

* øver du på dit humør? Når du f.eks. har skændtes med din mand. Hamrer du så i klaveret?

Måske, men så spiller/øver jeg mig på stykker af den karakter og ligeledes med andre sindstilstande. De bruges til at øve konkrete stykker.

* har du, eller kunne du tænke dig at spille velgørenhedskoncerter i eksempelvis Dannerhuset eller Sandholmlejren?

Nej, det har jeg ikke. Men det vil jeg gerne.

* kan du beskrive dit temperament, i dit spil? (jeg spørger, fordi jeg ved lytningen, af det øvrige af Carl Nielsens Complete Piano Works som CB har indspillet på de to samlende cd’er samt andre af hendes indspilninger af Mozart mm, mange steder fremstår som særdeles kraftfuld, nærmest som i en kamp med og imod klaveret.)

Jeg har måske nok en vis kraft i mit spil, men det er ikke blot læsbart som mit sind. Det stille blide, spiller jeg, når det, er dét der skal spilles.

* hvad er den største udfordring arbejdsmæssigt? Er det det som solist, i de små ensembler eller i orkestret?

I orkestret skal man varetage mange funktioner. Man skal lede og spille op imod dirigenten samt spille kammermusik med de forskellige solister og samtidig performe som solist. Desuden er det ofte et ganske kort prøveforløb man har. Typisk mødes man til en prøve dagen før.
I de mindre ensembler er der en større kreativitet til stede, fordi man kan øve sig længe sammen og spille sig improviserende og kommunikativt ind på hinanden. Men jeg nyder også meget at være solist.

Kunsten at kunstne finder genkendelig vej i mødet mellem pianistinden og mig. Foruden dét at skabe og skabe sig en plads i det skønne, er der sammenfaldet i glæden ved det lyriske sprog – og en fin lille historie om Inger Christensen, som engang rakte tunge, da CB kiggede lidt for længe på hende. Latteren er den korteste vej imellem to mennesker. En langsomt åbnende åbenhjertighed, givende i sit eget felt og så endda lidt mere. Derudover til en fremmed indtrængende med påtrængende spørgsmål og attitude. Vis mig dine hænder, din kjole, dine drømme, dine minder, og jeg skal love at tage vare på dem.

©gittan sarah o pedersen