Elegi

over et røntgenfoto af mit kranium

Fløjtespilleren praler, men Gud raser -
han flåede skindet af den levende Marsyas -
sådan er den jordiske fløjtespillers skæbne,
jaloux får han til sin tid besked:
du har slikket musikkens honning, men selv er du ler,
du er stadig en klump af det selvsamme snavs
med dødens kernehus i midten.
Apollon var lysets gud,
men snart blev han mørk -
da du vred dig i smerte, Marsyas,
om hans hænder.
Og nu er han en gud for alt glimmer,
men også din stønnen er evig.
...Og min Gud, der selv blev mørk,
stak mig dette foto
hvor mit lysende kranium,
steget frem af det usynlige
svømmede oven på skumringen
og den afklædte have -
det var tæt tåge
indlejret i tyktflydende mørke -
skygger og skyer blandet.
Og min hånd begyndte at ryste.
Dette kranium var mit,
men det kendte mig ikke.
Det er udsøgt slebet
som et tyrkisk sværd -
et fint stykke håndværk
både rent og stærkt.
Men denne mund viser tænder
den lever endnu...
Hvide ben – du gulnede længe
blev tung som synden,
du blev gammel og moden
som en valnød -
en gave til døden...
Og dette gulnede ben blev frækt,
det brugte min hud som kanetæppe
og fór af sted med mig,
men bremsede ved øjenbuerne.
Her står jeg foran Gud i ængstelse
og holder mit kranium med skælvende hånd -
Min Gud, hvad skal jeg gøre med det?
Spytte det i øjenhulerne?
Fylde det op med vin?
Eller sætte det på halsen igen og bære det?
Jeg kyler det væk – så let som en strandskal,
og det tordner af sted mellem stjernerne som en spand.
Men det kom tilbage til min hals og trøstede mig med,
at engang i et hus stod et lignende kranium til pynt,
og førte et liv som en udtørret plante,
som var det en kalk eller en kirke.
Der var masser at drikke, men ikke nok -
og der var én der tog kraniet og lod det gå rundt
for at samle ind til en flaske vodka.
Mønterne klirrede mod det mørke baghoved,
men jeg konfiskerede det straks
og satte det på plads – rolig nu,
og som en killing gned det sig mod min hånd.
Derfor skal min belønning være,
at ingen vil besudle mit kranium -
ingen orm kravle derind, ingen Hamlet løfte det op.
Når det er slut, går jeg brændende ind under kransen.
Men der er noget der slår mig:
jeg kan ikke mærke mit skelet -
hverken kranium, kød eller knogler -
det er mere som et krater efter en eksplosion
eller en erindring om manglende nyt,
et tågefulde eller tågen,
eller et sind beruset af sit nye liv.
Men du skal være min bolig,
når de blæser Opstandelsen ind.
Du, mit sinds navle,
flyv hurtigt mod øst.
Så vil jeg som en hvirvlende støvsky
snurre rundt og slå mig ned som Ordet.
Men hvilken skam at du aldrig skal fyldes
med den gamle blide ost igen.

Oversat af Marie Tetzlaff og Inger Christensen