GITTAN SARAH PEDERSEN



SAMMENFALD Meditations on three paintings of Ivan Alexander Mikkelsen by Gittan Sarah Pedersen

Det er let. Jeg er sikker på, at det er let. Let at danse henover afgrunden. Hvis ikke jeg lader mig mærke af suset nedefra, så er det let. Det er lettere hvis jeg tænker opdriftstanker, hvis jeg ser op imod himlen mens jeg danser over, så er det let. Jeg er let – og jeg er blød – blød imod de hårde skarpe klipper, det er let hvis jeg ikke tænker mig blød, men luftig, måske lettere hvis jeg tænker mig farve. Let som en distinkt farveklat på en sommerfuglevinge, båret så let omkring. Ja, så er det let.

Som i alt for let at miste.

Men jeg er let nu. Lettere end nogensindes lethed. For jeg har mistet. Det som nu er borte, det som engang var skønhed og poesi, blev slutteligt for tungt. Nu har jeg mistet og jeg er let. Svæve udover slugten i lethed, ja det er det, det er – let - så lille et ord.

Som i alt for let at miste.

Vinden løfter mit hår, vinden vil bære mig over. Jeg er sikker. Sikker på let – og vind.

Stille blev det indeni, når hver en dansetime, hvert et show sluttede, og jeg så ind i hans øjenmørke.

Snigende angst lagde sig som en tung kappe over min før så lette dansekrop. Fødderne hang klistret til gulvet, i kamp med mit blik. Euforipletterne blandt publikum svandt ind, når jeg gik tungtrinnet fra scenen til hans mørke.

Vi havde mistet undervejs. Vi havde glemt og nogen gange genfundet i tårevædede favntag, det vi havde tabt. Men hans ædende ordkæder og sydende reb af jalousi, blev dét som han oftere bød mig, end de førhen så blide kærtegn med de stærke hænder. De hænder, der begyndte at sætte låse for vinduerne, og for visse bevægelser i min dans. Så jeg lod uskyldens behov næres af de andres blikke.

Da vi mistede renheden.

Slugten så nær ved.

Jeg er atter let.

Der er stjerner af lys i landskabet, derovre på den anden side. Jeg vil gerne, men hvordan? Er det mon tovene jeg skal gå ad? Det er godt at stå stille et øjeblik førend, at jeg går ad den løse vej. Mon hun kan huske mig, pigen jeg så på stranden, pigen jeg så blive båret væk i sin fars arme..hun kiggede ned på mig og længe blev hendes blik ved at hænge i mit, imens hun vuggende af faderens skridt bevægede sig bort hen ad stranden og op imod vejen, der førte til broen.

Mon hun venter på mig derover i et af de stjerneblinkende huse, venter på at jeg kommer og spørger om hun vil lege?

Solen er gået ned nu og køligheden strømmer mig i møde fra slugten.

De glemte mig et eller andet sted undervejs. Først brugte de mindre og mindre tid sammen med mig. Engang imellem lod de mig sidde udenfor i mørkets kulde og i dagens stegende hede. Det blev til timer. Om natten - om dagen, og nogle gange flere dage i træk, mens de larmende kastede rundt med tingene og hinanden i den rystende campingvogn. De havde glemt mig, hvilket skete oftere og oftere. Deres råb og stemmer lød som frost, og stille blev jeg mindre.

Engang var jeg hele tiden i deres midte. Jeg glødede ved skæret af det varme lys, der strålede fra deres øjne, når de omsluttede hinanden i blikkelige favntag med mig i midten. Jeg var mættet og blev holdt blidt om. Det var den bedste tid sammen med dem. Vi svævede i skønhed. Og når hun dansede, så var hendes bevægelser håbet og kærlighedens trin, og alle der så hendes hvirvlen blev ramt. Og én eller to for mange blev forført af hende. Sådan krympede han.

Nå, men sidste gang de glemte mig var de kommet for langt væk til, at de kunne finde mig igen. Så nu står jeg her ved hængebroen og har set i pigens dybe øjne, at hos hende og hendes far er der plads til mig. Måske de endda er en hel familie. En familie som ikke kan smide mig væk, som ikke vil tabe mig ved en bugtning i vejen. Jeg vil krydse broen og finde plads i deres midte.

Mit navn er Uskyld. Jeg har rejst længe, og langt - men min rejse er først lige begyndt.

Jeg er her med stærk krop – altså er jeg - Er jeg?

Gemmer mit ansigt skamfuldt bort, har opklodset vort hjem så grundigt, at min stærke krop ikke længere kan bruges til udfrielse, til nedtagelse. Til.

Det tog til – uhyret, hvis tanker gjorde mine øjne mørke. Mit sind splintret og min hånd så løs. Når hun dansede for dem alle, følte jeg altid, at der var én tilstede, som hun dansede særligt for. Og denne ’ene’, var ikke længere mig.

I de første tider, da alt var hvirvlende blankt imellem os, da hendes bevægelser bjergtog mig, og alt stod så duftende klart, var jeg verdens stærkeste mand. Alene trak jeg med min stærke krop vores vogn fra scene til gulv, for hende, for os. Vi var en enhed som ingen eller intet kunne bryde. Eller det var hvad jeg troede, og det var hvad hun sagde. Lige indtil jeg i hendes dans, begyndte at se hver en bevægelse, som en bevægelse hen imod en anden, og det blev nat i mit sind.

Tror nok, at jeg mistede overblikket undervejs.

Jeg begyndte at låse til med kæder og reb samt håndfaste greb, og hun lod nu kun sjældent, sit blik dvæle åbent i mit.. vildere blev hendes dans og længere væk bar trinnene hende. Min før så stærke krop, som kunne klare alt, magtede ikke længere at lede efter det tabte. At samle det op igen og igen og igen, pudse det angerfuldt og bringe det forsonende til hende. Når nu undergravende kræfter var alt, hvad den opsamlede uskyld, hver gang forandrede sig til indeni mig. Forsoningen rakte tunge ad mig og min flåede krop stivnede. Da tunge skyer tog plads over vort opklodsede liv, dansede hun bort. Og bjælden jeg satte fast i hendes pandelok, så jeg kunne høre hende, hvis hun forsøgte at snige sig ud om natten, lyder nu kun som en fjern ringlen i mine tanker.

Statuestille er jeg lige her, men jeg er her helt alene.

Helt alene - er jeg.

 

text copyright© Gittan Sarah Pedersen

artwork copyright © Alexander Mikkelsen