Altid den samme sne og altid den samme onkel

Set bagfra var kvindernes frisurer siddende katte. Hvorfor er jeg nødt til at sige siddende katte for at beskrive håret?

Alt blev altid til noget andet. Først umærkeligt noget andet når man bare så det for sig selv. Men så påviseligt noget andet når man skulle finde ord for det fordi man talte om det. Hvis en beskrivelse skal være nøjagtig, må man, for at være nøjagtig, finde noget helt anderledes i sætningen.

Alle landsbyens kvinder havde en lang tyk fletning. Fletningen blev bukket om, ført lodret op over baghovedet, og midt på hovedet sat fast med en halvrund hornkam. Hornkammens tænder forsvandt i håret, kun hjørnerne af den buede kant stak op som små spidse ører. Med ørerne og den tykke fletning lignede kvindernes baghoved en kat der sad rank som et lys.

Disse vagabonderende egenskaber som forvandlede en genstand til en anden, var uberegnelige. Lynhurtigt forvrængede de ens sanseindtryk, gjorde dem til hvad de ville. Enhver tynd gren der flød i vandet, lignede en vandslange. Den stadige rædsel for slanger gav mig vandskræk. Ikke fordi jeg var bange for at drukne, men fordi jeg var bange for slangetræet, disse tørre flydende grene, lærte jeg aldrig at svømme. De indbildte slanger virkede stærkere end virkelige slanger ville have gjort, de var altid i mine tanker, så snart jeg så floden.

Og så snart et begravelsestog nærmede sig kirkegården, blev der ringet med den lille klokke. Et langt reb, og for enden den lille klokke der kimede indtrægende med korte toner – for mig var det kirkegårdsslangen som med sin sukkersøde tunge lokkede folk i døden og de døde i graven for at blive kærtegnet. Og det gjorde de døde godt at blive kærtegnet, det kunne man ligefrem mærke på vindpustet over kirkegården. Det der gjorde de døde godt, væmmedes jeg ved. Og jo mere jeg væmmedes, desto mere måtte jeg tænke på det. For der var altid et vindpust, en eller anden kølig eller varm tør vind, og den bragte mig ud af ligevægt. Men jeg skyndte mig ikke, kun mit åndedræt jog af sted, og jeg bar vandet langsomt, vandede blomsterne langsomt for at blive der længere. Det var måske en sygelig trang, disse indbildte genstande i hovedet med deres vagabonderende egenskaber. Jeg ledte hele tiden efter dem, derfor ledte de efter mig. De løb efter mig som et kobbel hunde, som om jeg fodrede dem med min rædsel. De fodrede sandsynligvis mig, gav min rædsel et billede. Og billeder, især de truende, ligner rædsel. Truende billeder skal ikke trøste, og derfor skal de ikke skuffe, og derfor går de aldrig i stykker. Man kan forestille sig det samme billede igen og igen i hovedet. Når man kender det ud og ind, bliver det altid til et holdepunkt. Gentagelsen gjorde billedet som nyt hver gang, og den skånede mig.

Da min bedste veninde sagde farvel til mig dagen før jeg udvandrede, da vi omfavnede hinanden og tænkte, vi ser aldrig hinanden igen fordi jeg ikke må rejse ind i landet mere og hun aldrig ud – da min veninde altså sagde farvel, kunne vi ikke løsrive os fra hinanden. Tre gange gik hun ud ad døren og kom hver gang tilbage. Først efter den tredje gang gik hun fra mig, gik regelmæssigt i takt i hele gadens længde. Gaden var snorlige, derfor så jeg hendes lyse jakke blive lille og mindre og sært nok grellere med afstanden. Jeg ved det ikke, skinnede vintersolen, det var februar, skinnede mine øjne ind i sig selv fordi jeg græd, eller skinnede jakkens stof – én ting ved jeg i hvert fald: jeg så efter min veninde, og hendes ryg funklede som en sølvske mens hun gik sin vej. Derfor kunne jeg intuitivt sammenfatte hele adskillelsen i ét ord. Jeg kaldte den sølvske. Og det var også det der ubesværet og helt nøjagtigt beskrev forløbet.

Jeg stoler ikke på sproget. Jeg ved bedst fra mig selv at det altid må tage noget der ikke tilhører det, for at blive nøjagtigt. Jeg ved ikke hvorfor sprogbilleder er så tyvagtige, hvorfor tilraner den gyldigste sammenligning sig egenskaber der ikke tilkommer den. Overraskelsen opstår først ved det opdigtede, og gang på gang viser det sig at nærheden til virkeligheden først begynder med den opdigtede overraskelse i sætningen. Først når en sansning udplyndrer en anden, en genstand river en anden genstands materiale til sig og bruger det – først når det der er udelukket i det virkelige, er blevet plausibelt i sætningen, kan sætningen hævde sig som sin egen over for realiteten, som til ord blevet – men ordgyldig realitet.

Min mor mente at skæbnen alle dage havde ramt vores familie om vinteren. Det var jo vinter da hun udvandrede fra Rumænien sammen med mig, det var februar. For tyve år siden.

Et par dage før man selv rejste, kunne man sende halvfjerds kilo bagage pr. person i forvejen fra toldposten tæt ved grænsen. Bagagen skulle pakkes i en stor trækiste med foreskrevne mål. Landsbyens snedker fremstillede den, den var af lyst akacietræ.

Jeg havde helt glemt denne udvandringskiste. Siden 1987, i al den tid jeg har boet i Berlin, havde jeg ikke skænket den en tanke. Men så kom der en tid hvor jeg måtte tænke på den hele dage ad gangen, for den spillede en vigtig rolle i hele verden. Vores udvandringskiste skrev historie, den var midtpunkt i en verdensbegivenhed, den var blevet berømt, i dagevis var den i fjernsynet. For som det er når genstande bliver selvstændige, når de umotiveret glider over i andre ting i ens hoved, jo bedre hovedet ved at de intet har med disse andre ting at gøre: jeg så altså hele tiden vores udvandringskiste i fjernsynet fordi paven var død. Hans kiste lignede fuldstændig udvandringskisten. Da kom jeg i tanker om hele udvandringen igen.

Klokken fire om morgenen kørte min mor og jeg med udvandringskisten hjemmefra på en lastbil. Fem-seks timers vej var der til toldstedet. Vi sad på ladet, på bunden i læ af kisten. Natten var glaskold, månen gyngede lodret, øjeæblerne blev stive af kulde som frossen frugt i panden. Det gjorde ondt at blinke, som om man havde froststøv i øjnene. Først gyngede månen smal og en smule buet, da det blev endnu koldere, begyndte den at stikke, den var slebet spids. Natten var ikke sort, men gennemsigtig fordi sneen opførte sig som et genskin af dagslys. Det var for koldt til at tale under køreturen. Man har ikke lyst til at åbne munden hele tiden når ganen fryser. Jeg ville ikke sige et muk. Og så blev det alligevel nødvendigt at tale, for min mor sagde, måske kun for sig selv, men af vanvare højt:

Det er også altid den samme sne.

Med det mente hun januar 1945, hendes deportation til tvangsarbejde i Sovjetunionen. Selv sekstenårige stod på russernes lister. Mange skjulte sig. Min mor havde allerede siddet fire dage i et jordhul i naboens have, omme bag laden. Men så kom sneen. Man kunne ikke længere i hemmelighed gå ud med mad til hende, hvert skridt mellem hus, lade og jordhul blev synligt. Overalt i sneen, overalt i landsbyen kunne man se vejen ud til hvert skjulested. I haverne kunne man læse fodsporene. Sneen angav. Ikke kun min mor, mange måtte frivilligt komme frem af deres skjul, frivilligt tvunget af sneen. Og det betød så fem års arbejdslejr. Det har min mor aldrig tilgivet sneen.

Min bedstemor sagde siden hen til mig: ”Nyfalden sne kan man ikke efterligne, man kan ikke arrangere sne så den ser uberørt ud. Jord kan man arrangere,” sagde hun. ”Sand, ja selv græs, hvis man gør sig umage, vand arrangerer sig af sig selv fordi det sluger alt og sig selv og lukker sig igen lige så snart det har slugt. Og luften,” sagde hun, ”er altid færdigarrangeret fordi man slet ikke kan se den.”

Ifølge det ræsonnement ville ethvert andet materiale end sneen have tiet. Og den dag i dag tror min mor at den tykke sne bærer hovedskylden for hendes deportation. Hun tror at sneen ganske vist faldt i landsbyen som om den vidste hvor den var, som om den havde hjemme her. Men at den optrådte som en fremmed og straks stillede sig i russernes tjeneste. Sneen er et hvidt forræderi. Det var lige præcis hvad min mor mente med sin sætning: Det er også altid den samme sne.

Ordet forræderi sagde min mor aldrig, det behøvede hun ikke. Ordet forræderi var til stede fordi hun ikke sagde det. Og ordet forræderi blev endog større med årene, jo oftere hun fortalte sin historie uden ordet forræderi, i form af gentagne sætninger fra altid ens prægede formuleringer som ikke behøvede ordet forræderi. Meget sent, først da jeg havde kendt deportationshistorierne i årevis, slog det mig at ordet forræderi havde fået en monstrøs størrelse takket være konsekvent udeladelse, så fundamentalt at man kunne have sammenfattet hele historien i ordet sneforræderi hvis man ville. Det oplevede var så stærkt at det i alle årene derefter kun var almindelige ord der duede at fortælle med, ingen abstrakte ord, ikke noget forstærket ord.

Sneforræderi er mit ord, og det svarer helt til sølvske. Et ord for lange komplicerede historier, et direkte ord som indeholder så meget uudsagt fordi det undgår alle enkeltheder. Fordi sådan et ord forkorter hændelsesforløbet til et punkt, forlænges forestillingerne om de talløse muligheder i ens hoved. Et ord som sneforræderi tillader mange sammenligninger fordi der ikke er foretaget nogen. Et sådant ord springer da ud af sætningen som var det af et andet materiale. Det materiale hedder for mig: tricket med sproget. Det er tricket med sproget jeg altid er så bange for, og som gør mig afhængig. Bange fordi jeg fornemmer at noget hinsides ordet bliver sandt når tricket lykkes. Fordi jeg bakser så længe for at det skal lykkes, som om jeg ville forhindre det. Og fordi jeg desuden ved at spagaten mellem lykkes og mislykkes gynger som et sjippetov, men det er tindingerne der hopper, ikke fødderne. Opfundet ved hjælp af tricket, og derfor helt igennem kunstigt, svinger et ord som sneforræderi. Dets materiale forvandler sig og adskiller sig ikke længere fra en naturlig, legemligt stærk følelse.

Det første forræderi jeg husker, begik jeg selv. Det er forræderiet med kalven. I mit hoved drejede det sig dog om to kalve dengang, og jeg sammenlignede den ene kalv med den anden, ellers havde jeg ikke forrådt. Den ene kalv blev båret ind i værelset, og den anden kalv fik foden brækket. Den ene kalv blev båret ind i værelset kort efter fødslen og lagt på divanen foran min farfars seng. Min farfar havde ligget lammet i denne seng i årevis. Og han så på den nyfødte kalv med stikkende grådige øjne, en hel halv time uden et ord. Og jeg sad på divanen ved fodenden af sengen og ved kalvens fodende. Og jeg så på farfar. Medlidenheden med ham havde nær knust mit hjerte, og væmmelsen ved hans blik ligeså. Det var et tyvagtigt blik, ufravendt rettet mod kalven, stramt hang det i luften som en glassnor mellem sengen og kalven. Et blik hvor pupillerne skinnede som små metalkugler der lige var loddet fast. En sjofel, fortvivlet beundring som åd kalven med øjnene. Farfar så kun den nye kalv, mig så han ikke – gudskelov. For jeg mærkede hvor glubsk denne seen var, hvordan den ikke skammede sig for noget. Sikken øjensult, tænkte jeg. Så blev øjensult også et ord der gang på gang vendte tilbage i mit hoved.

Ja, det var den ene kalv. Og den anden kalv fik foden brækket med øksen kort efter fødslen, så man fik lov til at slagte den. Det var forbudt at slagte kalve, man skulle aflevere dem til staten efter et par uger, når de havde den fornødne vægt. Kun når der skete et uheld, tillod dyrlægen nødslagtninger, og så måtte man beholde kødet og selv spise det. Da far forklarede uheldet med kalven for dyrlægen, viste ham hvordan koen havde plantet sin tunge fod på kalven, råbte jeg: Du lyver, du gjorde det med øksen.

Jeg var syv år gammel, vidste fra mine forældre at man aldrig må lyve. Men vidste også at staten var ond og satte folk i fængsel fordi de sagde sandheden. At dyrlægen var fremmed i landsbyen og imod os og for staten, vidste jeg også. Jeg havde nær fået min far i fængsel den dag fordi han instinktivt stolede på at jeg kunne skelne mellem utilladelig løgn og tilladelig nødløgn på grund af alle forbuddene. Da dyrlægen efter en fed bestikkelse var gået, forstod jeg, uden at kende ordet, hvad jeg havde gjort, hvad forræderi er. Jeg følte mig som udtørret, jeg havde det skidt lige fra ganen og ud i tæerne.

I årevis havde vi pænt afleveret hver eneste kalv til staten. Nu ville vi have kalvekød. Det var det det drejede sig om. Men det drejede sig også om at flere principper blev rodet sammen. Løgn, sandhed og værdighed. Staten måtte man altid gerne lyve for hvis man kunne, for det var den eneste måde at få sin ret på – det vidste jeg. Min fars løgn fungerede, den var smidig og desuden nødvendig. Men hvad var det så der fik mig til at forråde far over for den fremmede dyrlæge? Jeg tænkte på den anden kalv hos min farfar og farmor, i det andet hus, som samme far bar fra stalden ind i værelset og lagde på fløjlsdivanen. Kalven på divanen var ikke smuk, for en kalv hører ikke hjemme på en divan. Den var tilmed grim som den lå der, selv om den ikke kunne gøre for at den var en kalv på fløjlsdivanen, at den sådan blev forkælet. Men den kalv der havde fået foden brækket med øksen, var smuk. Ikke af medlidenhed fordi den skulle slagtes. Hvis man vil have kød, må man jo slagte – nej, kalven var smuk netop fordi man ikke kunne slagte den ved at slagte den, men måtte pine og fremvise den. Derved blev den en betagende skabning, selv i mine bondeøjne. Utallige gange, hver dag, så jeg uden problemer på hvordan høns, harer eller geder blev slagtet. Jeg vidste hvordan man drukner kattekillinger, slår hunde ihjel, lægger gift for rotter. Men den brækkede fod greb mig med en ukendt følelse, jeg blev betaget af kalvens naturlige skønhed, dens næsten notorisk kitschagtige uskyld, en slags smerte over misbruget. Min far kunne være endt i fængsel. Fængsel – det ord ramte mig lige så rent som en kniv, i forræderiets tørke bankede mit hjerte helt op i panden.

Ja, det var et andet forræderi end sneforræderi.

Det var måske fordi den natlige køretur på denne lastbil over sletten mellem tomme marker var lys som tynd mælk at jeg kom i tanker om forræderiet med kalven, med de to kalve. For i læ af udvandringskisten havde mor jo kun talt om sneforræderiet.

Dengang kørte hun til lejren i en plomberet kreaturvogn, nu kørte hun med mig til tolden på en lastbil. Dengang blev hun bevogtet af politifolk med geværer, nu var det kun månen der så på. Dengang var hun en indespærret, nu en udvandrende. Dengang var hun tyve og nu over tres.

Det var hårdt, tres år gammel og halvfjerds kilo bagage, at køre på lastbilen, gennem sneen og under månen, i februar, med en udvandringskiste, men der var ingen sammenligning med 1945. Efter års chikanerier ville jeg ud af dette land. Selv om mine nerver var helt ødelagte, selv om det skete for at slippe bort fra Ceau?escu-regimet og dets hemmelige politi, selv om det skete for ikke at miste forstanden, var det TRODS ALT noget jeg ville, ikke noget jeg skulle. Jeg ville væk, og hun ville fordi jeg ville. Det var jeg nødt til at sige til hende på denne lastbil selv om ganen frøs når jeg talte. ”Hold op med at sammenligne, sneen kan ikke gøre for det”, måtte jeg sige til min mor, ”sneen har ikke drevet os ud af noget skjul.”

Dengang var jeg ikke langt fra at miste forstanden. Jeg var helt færdig, nerverne spillede op over for mig, min angst løb ud af huden og over i alle de genstande jeg tog fat i. Og de tog straks fat i mig. Hvis man kigger lidt ud over kanten, manøvrerer i millimeter mellem dunkelt og normalt i hovedet, hvis man samtidig iagttager sig selv, er man nået til normalitetens yderste flig. Dér må der ikke komme meget mere til. Dér vil man så passe godt på sig selv, man forsøger at holde tanke og følelse ude fra hinanden. Man vil ganske vist kramme alt ind i hovedet som man plejer, men ikke længere putte det i hjertet. Man spankulerer rundt inde i sig selv i dobbel figur: den ene forstørret, men fuldstændig fremmed – og den anden meget hjemmevant, men uigenkendeligt lille og udvisket. Man mærker hvordan det uigenkendelige tager til, hvor diffus man bliver. Denne tilstand er farlig, man kan passe nok så meget på, men uanset hvor godt man passer på, ved man ikke hvornår den tipper over. Kun at den tipper over hvis dette møgliv ikke ændrer sig.

Der var ikke bare, sagde jeg til min mor, ikke noget skjulested i sneen, der var heller ikke noget i mit hoved: jeg var klar over at jeg måtte væk. Jeg var helt slået ud, de seneste måneder havde jeg forvekslet gråd og latter. Jeg vidste nok hvilke steder man ikke græder, hvilke steder man ikke ler, men det nyttede ikke noget. Jeg vidste det rigtigt og gjorde det forkert. Jeg var ikke længere i stand til at holde mig til det jeg vidste. Jeg lo og græd i vild forvirring, over hovedet på mig selv.

I denne tilstand ankom jeg til Nürnberg, til optagelsescentret Langwasser. Det var et stort højhus over for det område hvor Hitler holdt partikongres. I blokken små sovekasser, gange uden vinduer, kun med neonlys, utallige kontorer. Og den første dag forhør hos efterretningstjenesten. Den anden dag igen, og flere gange med pauser, og den tredje og den fjerde dag. Så meget stod mig klart: Securitate, det bor ikke sammen med mig i Nürnberg, her er kun den tyske efterretningstjeneste. Nu var jeg her hvor den var, men hvor, for pokker, var jeg her havnet. Sagsbehandlere hed disse forhørsledere, Sagsbehandlerkontor A og Sagsbehandlerkontor B stod der på døren. Sagsbehandler A udspurgte mig om jeg nu alligevel ikke ”havde en opgave”. Ordet ”spion” faldt ikke, men jeg blev udspurgt om det: ”Havde De noget med landets efterretningstjeneste at gøre?” ”Den havde noget med mig at gøre, det gør en forskel,” sagde jeg. Det var oprørende. B spurgte så: ”Ville De styrte regeringen, De kan jo roligt indrømme det nu, det er jo en gammel historie, som den sne der faldt i fjor.”

Da skete det. Jeg tålte ikke at en sagsbehandler her affærdigede mit liv med en talemåde. Jeg sprang op fra stolen og sagde alt for højt: Det er altid den samme sne.

Talemåden med sneen der faldt i fjor, brød jeg mig heller ikke om tidligere fordi den ikke vil kendes ved det der skete i fjor. Nu mærkede jeg tydeligt hvad det er jeg ikke tåler ved dette udtryk med sneen: Jeg tåler ikke at en metafor breder sig så vulgært, at den viser foragt. Hvor usikkert må dette udtryk ikke være siden det sådan praler, gør sig så arrogant. Man må jo forstå på udtrykket at denne sne i fjor vel var vigtig, ellers behøvede man jo ikke at tale om den, ikke at skaffe sig af med den i år. Det der her jog gennem mit hoved, sagde jeg ikke til sagsbehandleren.

På rumænsk er der to ord for sne. Det ene, det poetiske ord for sne, er NEA. Og NEA er på rumænsk også en herre man kender for godt til at sige De og for lidt til at sige du. På tysk ville man måske sige ONKEL. Somme tider bruger ordene sig som de selv vil. Jeg måtte værge mig mod sagsbehandleren og mod suggestionen i det rumænske der sagde: Det er altid den samme sne og altid den samme onkel.

Og der skete endnu en ting: Mens jeg – nyankommen fra diktaturet til optagelsescentret i Nürnberg – blev afhørt af en tysk efterretningsmand, tænkte jeg: Nu er jeg lige blevet reddet og sidder her i Vesten som kalven på divanen. Det var først mandens øjensult der fik mig til at forstå at det ikke kun var den pinte kalv med den brækkede fod der blev misbrugt, men lige så vel – bare på en lumskere måde – den forkælede kalv på divanen.

Hver vinter kom linnedsyersken hjem til os. Hun blev så i fjorten dage, spiste og sov hos os. Hun hed ”Weißnäherin” fordi hun kun syede hvide ting: skjorter og undertrøjer og underbukser, og natkjoler og brystholdere og strømpeholdere og sengetøj. Jeg opholdt mig meget i nærheden af symaskinen, jeg så stingene strømme ud og blive til en søm. Den sidste aften hun var hos os, sagde jeg efter maden: Sy noget til mig jeg kan lege med.

Hun sagde: Hvad skal jeg sy til dig.

Jeg sagde: Sy et stykke brød til mig.

Hun sagde: Så må du siden hen spise alt det du har leget.

Spise alt det man har leget. Sådan kunne man også definere det at skrive. Hvem ved: Det jeg skriver, må jeg spise, det jeg ikke skriver – æder mig. Det forsvinder ikke fordi jeg spiser det. Og jeg forsvinder ikke fordi det æder mig. Sådan er det når ting gør sig selvstændige og sprogbilleder tyvagtigt tager det der ikke tilhører dem. Netop når jeg skriver, når ord bliver til noget andet for at være nøjagtige, konstaterer jeg hovedrystende:

Det er altid den samme sne og altid den samme onkel.

                                 --translated into Danish by Karsten Sand Iversen

translation copyright© Karsen Sand Iversen