Grundskyld

Rosenbusken, næsten selvlysende i mørket. En overdådig hvid blomstersky, der drysser ud over plænen. Den er allerede ved at afblomstre, og det er kun juni. Nu og da sejler en bedøvende duft ind ad vinduet. Også den har fået en snert af noget næsten ramt. Kan det virkelig passe? Jeg synes, mine plejede at stå helt ind i oktober. Gjorde de ikke? Mine roser hjemme i Vorre. Snehvidt kronblad efter snehvidt kronblad daler gennem luften, jeg kan sidde her og se det, plænen er helt oversået.

Synet er ellers ikke, hvad det har været. Eller hukommelsen, for den sags skyld. Ingenting er, hvad det var engang. Det kan man så beklage eller være taknemmelig for, som man synes. Før i tiden kunne jeg se både forlæns og baglæns og rundt om hjørner. Jeg kunne se alt det, andre ikke så, gennem mure og tøj og hen over store fysiske afstande. Nu ser jeg kun de ting, der er lige foran mig. Rosenbusken ovre ved hegnet for eksempel. Sengelampens genskin i ruden, mine egne hænder i vindueskarmen. Og kun med ét øje. Det andet har vendt sig indad, ind i mørket. Som en forsmag på det Store Mørke, der er på vej. Blindt, kalder de det. De skulle snakke! Ser de måske, hvad der foregår på bagsiden af nethinden? Alle de døde, der bevæger sig lyslevende rundt derinde? Ansigter, landskaber, begivenheder og stumper af begivenheder, der står lige så klart, som foregik de nu og her. Dine hænder, lysende i mørket. Lad dem bare kalde det blindt, hvis de føler sig tryggest ved det.

Natten er stille. Kun en svag lyd ude fra gangen. Som en fjern motor dybt inde i bygningen et sted, der holder hele maskineriet i gang. Alle tosserne sover. Men jeg er Jonnesine, og mine øjne er åbne. Mine øjne er åbne, ja, men jeg ønsker ikke at se. Det er derfor, jeg er her. Det er derfor, de har spærret mig inde her. Eller nå ja, måske ikke ligefrem spærret inde, dørene er i reglen åbne, jeg har min frihed til at gå. Men hvor skal jeg gå hen? Jeg har set nok og vil ikke se mere. Jeg har overlevet halmmadrasser, verdenskrig – mere end trekvart århundredes skiftende sandheder. Jeg har overlevet det meste af min egen generation og en del af den næste med, mit eget barn inklusive. Hvad skal jeg sidde her for som en anden gammel kyklop og se det hele gentage sig igen og igen? Som et slægtens øje, der bare længes efter at lukke sig og lade slægten klare sig selv.

Eller ikke klare sig. Det er alligevel det, de hele tiden har gjort, og det er efter al sandsynlighed, hvad de vil blive ved med. Ikke at klare sig. Ødelægge alt for sig selv, som de har gjort et par generationer nu. Dig, dine børn og sikkert deres børn igen. Vanslægtninge, ha! Drukne sig i sprut, piller og fantasterier, det kan de finde ud af. Flygte ind i stadig nye ægteskabelige tragedier, mens de sætter den ene ulykkelige skabning i verden efter den anden, som var de blinde og døve og kunne ikke andet.

Tro mig, det bliver uden mig!

Den første tid kom de rendende her hver anden dag. Randi og Flemming og de to – Tanja og Celeste, eller hvad det er, de hedder, med deres tatoveringer og afblegede hår. Dem alle sammen. Og Jørgen – åh gud, hvor han ligner dig, samme ansigtsform, samme mund, samme ligesom træagtige overkrop. Og så hektisk, hele tiden snakkende. Jeg orker ikke høre på alt det, jeg er blevet for gammel. Hvorfor kan de ikke bare opføre sig normalt, ligesom andre mennesker? Der er ikke noget at komme her efter. Det har jeg også sagt til dem. Der bliver hverken mere eller mindre at arve af den grund.

Det ligner et helt festfyrværkeri derude. En bugnende, spruttende finale, før det hele er forbi. Hvorfor kan jeg ikke huske, hvornår de plejede at afblomstre? Mine roser hjemme i Vorre.

Dine hænder lyste allerede så mærkeligt dengang. Jeg tror ikke, andre lagde mærke til det, men for mig var det tydeligt. Du var trods alt mit eget kød og blod. Jeg kunne altid følge dig på grund af de hænder. Selv efter at du flyttede over på gården – Esben, åh ja, han var jo for længst rejst til København, oprindelig for at blive skuespiller, tror jeg det var, senere var det vist maler; så det blev dig, der overtog gården efter mor og far. Men selv der, med 2 kilometer imellem os, kunne jeg følge dig, følge dine hænders bevægelser, skønt jeg naturligvis kun kunne gisne om, hvad denne eller hin bevægelse betød. Du havde hans, Esbens, hænder. Derudover lignede du til alt held ikke ham. Arven fornægtede sig dog ikke, den ulyksalige trang til overdrivelse, blot i en lidt anden forklædning. Så langt fra stammen var æblet trods alt heller ikke faldet. Men af udseende lignede du mig. Det var i hvert fald, hvad folk sagde. Min mund var lukket med syv segl. Far og mor ville være gået i graven, hvis de havde kendt sandheden. Det var slemt nok, som det var. 16 år og med barn.

Jeg havde troet, at han ville lægge to og to sammen. At han kunne være noget for dig alligevel, være noget for os. Han var trods alt også din onkel. Så ung og naiv jeg var. Du elskede, når han en sjælden gang kom og besøgte os. Hvor tit talte du ikke om ham, spurgte efter ham. Det undrede mig sommetider, at du kunne blive ved med at huske ham.

Esben. Herregud, hvad fik han ud af alle sine evner – og naturen havde i sandhed begavet ham rundhåndet – sit gode udseende, sin charme? En hale af kvinder og børn fra den ene side af Atlanten til den anden; de fleste af dem sikkert døde nu. Hans blod var for uroligt. Alting var altid kun lige begyndt. Selv hans liv blev ikke stort mere end en begyndelse; hans død lige så hovedkulds og ulogisk som alle hans tidligere opbrud. 45 år. I et telt i Panama. Uden påviselig årsag. Underretningen fik vi først flere uger senere. Hvad skulle han i Panama? Hvilke gyldne kyster, hvilke eventyr drømte han om at møde der?

Hvad er det? Den lyd? Det lyder, som om noget bliver slæbt hen ad gangen. Det kan ikke være bygningen, der siger sådan? En af tosserne? Natsygeplejersken? Men hvad skulle hun slæbe rundt på, her midt om natten? Nå, lige meget, det kommer ikke mig ved. Ingenting af det, der foregår her, kommer mig ved, jeg er her bare fordi – ja, hvorfor i grunden? Jeg havde det lige før, nu er det pludselig væk, jeg kan ikke huske det. Det er typisk, alt det gamle, mor og far, gården, somrene i engene, Esben – dig: som lille, som ung, som voksen, dit altid ligesom overskyede blik – alt det husker jeg, som var det i går. Det er alt det mellemliggende, mellem dengang og dette nu, der har det med at forsvinde. Som om nogen havde udhulet min hukommelse fra midten og frem.

Jeg burde måske have anet, hvor det bar hen med dig. Men jeg havde aldrig troet, at du ville gøre noget så åbenlyst vanvittigt. Dig, som altid havde gået så stille omkring, passet din gård, dine dyr og marker. Idiot! Hvad tænkte du på? Du må da have vidst, at naboen lige havde fyldt sin lade op med petroleumsdunke. Måske var det netop det, du tænkte på. Men havde du virkelig behøvet at rasere en halv landsby bare for at blive af med dig selv, gården, eller hvad det var, du ønskede at befri dig for? Din fortid, min fortid, alt, hvad du kom af. Som om du ikke havde haft alle muligheder. Var det måske min skyld, at dit ægteskab skrantede, at du ikke kunne få gården til at løbe rundt? At du aldrig rigtig havde haft nogen far? Else Marie og børnene var taget op til noget af hendes familie et sted i Nordjylland. Om det var deres mening at komme tilbage, blev jeg aldrig helt klar over. Jeg må tilstå, at jeg mere end én gang har tænkt, at det måske havde været bedre, om de havde ligget hjemme i deres senge og sovet den nat. Så havde verden da været en halv snes ulykkelige skæbner færre.

Det var en stille, frostklar januarnat, jeg kan tydeligt huske det. Jeg blev pludselig opmærksom på et svagt orange skær omkring mine potteplanter. Som om de brændte. Jeg lå på det tidspunkt i min seng, havde allerede ligget længe og vidste ikke rigtig, om jeg sov eller var vågen. Derfor troede jeg til at begynde med, at ilden var noget, jeg drømte. I starten var der ikke noget særligt at se. Ikke ud over, at der brændte lys i alle vinduerne i stuehuset. Så brød flammerne gennem taget, det buldrede og bragede, store ildtunger skød op i natten.

Derefter gik det stærkt. Ilden bredte sig til lader og stalde og derfra til naboens lade, som eksploderede med en voldsomhed, der blæste alle ruder ind i en radius af hundrede meter. På et øjeblik var byen forvandlet til et brølende, skrigende, vrinskende inferno af heste, grise, køer og mennesker, der styrtede forvildede rundt imellem hinanden. Ned ad hovedgaden kom dyrene gungrende i store flokke, flygtende gennem hække og køkkenhaver og ud over markerne. Helt oppe på kirkegården løb der grise, høns og køer rundt og kunne ikke finde ud.

På hovedgaden stod folk i spredte klynger, nogle stadig i pyjamas og med søvn i øjnene. Så små de pludselig så ud, som de stod der under himlens tomme mørke, og så stumt til, mens brandfolkene, Jens Revsbech og nogle af karlene kæmpede for at slukke ilden.

Nu er den der igen, lyden, højere end før. Som hænder viskende frem og tilbage over en væg, ru håndflader, hvileløse, famlende, det lyder, som om de er lige uden for døren – dine hænder, Kristian, er det virkelig dig … En svag mumlen. Eller stønnen? Det er ikke bygningen, der siger sådan, der er nogen derude.

Gangen ligger øde hen under lysstofrørene. Øde bortset fra Else Bomholt, kravlende på alle fire iført nylonstrømper, nederdel og en lysegul angorabluse med kurs mod tv-stuen. Et af lysstofrørene længere nede ad gangen hænger og blinker sløvt, måske en løs forbindelse, måske synger det på sidste vers. Lyset kommer og går, det summer fra armaturet. Lyden hænger hele tiden og svirrer i udkanten af hørelsen, meget enerverende. Men det forventes vi selvfølgelig at være i forvejen. Enerverede.

Døren ind til natsygeplejerskens kontor står på klem. Else sætter koncentreret det ene knæ foran det andet, slæber sig snorklende videre. Med et greb om dørstolpen, åh gud, der var det nær gået galt, forbandede stivstikkere af et par ben, kommer jeg ned i en slags siddende stilling. Kald det bare en form for solidaritet. Else er den eneste her på stedet, der er noget ved. Det er meget muligt, hun er splittergal; men hun er det i det mindste med stil, og det er sandt for dyden mere, end man kan sige om de andre hængehoveder.

Hun slingrer og pruster som et murmeldyr i den grelle belysning. Jeg ved ikke, om hun har fået øje på mig endnu, hendes blik er svært at tyde, selv fra samme øjenhøjde. De har utvivlsomt proppet hende med sovepiller. Men mod Else kæmper rhohypnol forgæves. Hende skal de sateme ikke få ned med nakken, som hun hvæser ind i mit ansigt i en mild støvregn af spyt. Øjnene lyser af sammenbidt triumf under de hæfteplastre, hun har klistret på øjenlågene for at modvirke eventuelle virkninger af sovemedicinen. I modsætning til mig vil Else nemlig gerne se; hun kan slet ikke få nok, derfor må hun tage nætterne i brug også. Hun har guldøreringene på. Dem, hun fik af Knud. Den dag de var på Himmelbjerget, hvisker hun med et forsorent glimt under hæfteplastrene.

Knud er hendes mand. Jeg kan godt huske den dag. Der blev helt liv i spisestuen, hvor alle dødbiderne sad og hang over krebinetterne og den stuvede hvidkål, da Else kom sejlende ind med Knud under armen. Hun havde været hjemme på weekend. Nu var det godt nok mandag, og ifølge aftalen skulle hun have været tilbage på afdelingen søndag aften. Men sikken fest, de have haft, hende og Knud, og Mazdaen, og sådan et forrygende vejr, næsten helt ved Vesterhavet havde de været, og på kro, sild og snaps og flæskesteg og øl og snaps, nogle ordentlige nogen de snapse, ikke også Knud, og så havde de været på Himmelbjerget, oppe og ryge en cigar, og så havde Knud givet hende de her øreringe. Øreringene dinglede og funklede i rummets stillestående luft. En sæbeskål havde hun hugget, på Kongensbro Kro, dælme så. Og Gjern Bakker, sgu ikke nogen søndagsudflugt, vel Knud, hun skulle jo lige have lov til at strække ud, Mazdaen, sagde hun og smækkede vinduet op med et tindrende blik, der fik sygeplejerskerne til at blinke nervøst.

En stor skygge har pludselig tårnet sig op over os, som vi sidder der på gangen. Som et par børn grebet i et ulovligt ærinde. Jeg bliver venligt, men bestemt gennet tilbage til mit værelse. Nu skal jeg se at få lidt søvn, siger hun. Sygeplejersken. Et lille, spidsnæset kvindemenneske – Birgit? Ellen? Dorte? Nej, jeg kan ikke huske det. Utroligt at så lille et menneske kan kaste så stor en skygge. Hvad hun har tænkt sig at stille op med Else, ved jeg ikke. Sikkert en sprøjte denne gang. Eller spændetrøjen. Eller bæltefiksering, eller hvad de kalder det – som om det skulle gøre det bedre. Det kan også være, de sender hende over på den lukkede, som de af og til gør, når hun bliver dem for meget her. Elkongen tager vel næppe imod på denne tid af døgnet.

Det er en hel lise at træde ind i sengelampens bløde tusmørke efter den hysteriske flimren derude. Vinduet står stadig på klem, der dufter af nat og jord. Og lidt af roser. Men mig narrer de ikke med deres ”rosenduft”; gravånde indhyllet i vellugt, det er, hvad det er. Få lidt søvn? Ja, ja, hun snakker, som hun har forstand til. Birgitmennesket. Jeg har ikke noget at bruge lidt søvn til. Det er Den Store Søvn, jeg længes efter.

Der lyder dæmpet spektakel fra gangen, hæs råben, tummel. Hun har tydeligvis sin sag for med Else derude. ”… skildpaddesuppe, det kan jeg godt sige … Bachs fugaer? Nummer 3 … nej, nu … Knud komme …”. Et hult drøn, noget, der falder på gulvet med et ordentligt rabalder. Nu er der også en mandsstemme, Elses hvæsen stiger til et brøl, ”… slip mig, Pygmalion …!” Birgitmennesket må have tilkaldt forstærkning, måske en af nattevagterne fra afdelingen ovenpå. Så er det sikkert afgang til den lukkede.

Hvorfor kan jeg ikke huske, hvornår de plejede at afblomstre? Mine roser hjemme i Vorre. Det plejer at være den slags, jeg kan huske nu om dage. Bladene falder og falder derude, store og stille som tøsne. Dækker jorden som en blød, hvid dyne.

Jeg glemmer aldrig det syn næste morgen. Sneen var helt sort. Halvdelen af landsbyen lå skændet og raseret. Værst i nærheden af gården selvfølgelig – din gård, eller det, der havde været det. Vores gård, fars og mors. Navnløse, forkullede genstande flød rundt mellem søer af sod og ælte. I alt tre af landsbyens gårde var brændt ned. De afsvedne tomter lå endnu rygende i det blege lys, der omsider krøb frem på himlen, ligesom modstræbende, som om dagen selv ønskede at vende ansigtet bort. To var omkommet, naboen og en 4-årig datter. Dit eget gudbarn. Kirkegården lignede en slagmark. Gravsten lå væltede eller knækkede, hække var trådt i stykker, blomster og kranse spredt for alle vinde, og overalt var grusstier og græs pløjet op af de stakkels dyrs hove.

Men det værste var næsten stilheden, den dødlignende stilhed, der lå over det hele. Som om hele verden var stivnet, al bevægelse standset. Træernes nøgne grene som ætset ind i himlens grå; ikke en vind rørte sig, ingen dyr, ingen mennesker – skønt det må der vel have været, folk må have været ude, i gang med at rydde op. Men jeg husker det ikke. Jeg husker kun billedet af husene; hvordan de stod der i dagens i øde, som mejslet ind i tavsheden.

Selv var du forsvundet. Omkommet i flammerne, gik man ud fra. Jeg vidste, at det ikke hang sådan sammen. Men jeg kunne ikke blive klar over, hvordan det så hang sammen. Det var, som om mit syn havde taget skade af ilden, jeg kunne for første gang ikke se dine hænder tydeligt, kun nogle flakkende konturer, som lys oven på lys.

De fandt dig først en uge efter. Stivfrossen nede mellem sivene. Det hed sig, at du havde forsøgt at redde nogle af dyrene, som i deres forvildelse var gået i fjorden. Jeg ved ikke, hvem der fandt på den historie. Men det var jo en enkel og nobel forklaring, og da man som bekendt ikke skal tale ondt om de døde, kom det til at gælde for en slags sandhed. Folk var lutter deltagelse. Der var ingen ende på de alvorlige folder i ansigterne og den pludselige omsorg for mit ve og vel. Jeg tror såmænd, deres medfølelse var ægte nok. Men deres blikke var fulde af nysgerrighed og katastrofe. Noget i øjnenes glans, et skær af en aldrig stillet sult, som blev ved med at være der.

På kirkegården er stenene for længst rejst igen. Du har selv fået en deroppe. Ligesom jeg vil få, hvis det står til dem, mine såkaldte slægtninge – gud forbyde det. En klat jord og en sten med hæk omkring: Som om de har tænkt sig at tage til Vorre for at glo på det! Jeg har sagt til dem, at jeg skal brændes og i de ukendtes.

Men dine hænder lyser stadig i mørke – jeg kan se dem, også nu helt herhenne fra skrivebordet, har kunnet se dem hele tiden. Mine hænder om stolens ryglæn, skubbe den hen over gulvet, den vejer ingenting, hen under vindueskarmen; vinduet glider let på sine hængsler, en åben firkant ud i sommernatten, den kolde terrazzo mod min lår; dine hænder lyser mig i møde, jeg kan se dem helt tydeligt nu; lige derhenne, lange, hvide fingre, der peger i alle retninger. Men mest mod jorden. Græsset er vådt af dug, jeg skulle have taget sko på. Nå, pyt. Jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle få fat på mine sko, hvis jeg ville. Jeg fatter ikke, hvordan det overhovedet lykkedes mig at komme ud ad det vindue uden at brække hverken arme eller ben. Ind igen kommer jeg i hvert fald aldrig. Og godt det samme. Jeg skal ikke derind igen.

Eller er det ild? Er det det, der lyser sådan derhenne? Er det ilden fra dengang, der brænder endnu, har brændt i alle disse år? Eller roser? Åh ja, det er jo roserne, den hvide rosenbusk, jeg så fra mit vindue, selvfølgelig, nu kan jeg se det, der er redt op til mig, snehvidt pudevår, en stor og dejlig dyne, løs og let som dynerne derhjemme, når de blev taget ind fra haven fulde af sommervind og høje himle. Er mit syn virkelig blevet så dårligt, at jeg ikke engang kan skelne mellem syn og syner længere? Ikke fordi der, når alt kommer til alt, er den store forskel, men jeg plejede dog at vide, hvornår jeg så hvad.

Jeg kan hele tiden mærke hospitalets øjne i ryggen, alle vinduesøjnene, der står og glor ud i natten med deres udslukte blikke. Enkelte steder er der lys. Men ingen af dem ser noget, det kan man vist godt være sikker på; den hvide hær, fordi deres såkaldte professionalisme for længst har gjort dem blinde og døve. Else, fordi hun er for opslugt af sin indædte kamp mod denne verdens Birgit’er til at sanse noget som helst. Eller, gud forbarme sig, fordi hun ligger slagen bag et af de mørke vinduer, berøvet enhver sans ad kemisk vej.

Træt. Så frygtelig træt jeg pludselig er. Ikke søvnig, det er noget andet. En træthed, der kommer sivende helt inde fra knoglerne. Mine fødder er indsmurt i græs. Her er stille. Så stille, som kun et villakvarter om natten kan være. Som en undtagelsestilstand, der hver nat sænker sig over husene og haverne. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det. Måske er det stilheden fra alle de sovende mennesker inde i husene – så meget stilhed koncentreret på så relativt lille et areal. Så stille kan jeg ikke mindes, der nogensinde var i Vorre. Så stille er der ikke på landet.

Man kan se vandet dernede mellem træerne, en mat glinsen i mørket. Gad vide, hvad alle velhaverne synes om at have os, hospitalet, liggende her midt i deres – ellers – fejlfri idyl? Man kan ikke sige andet, end at hospitalet ligger smukt. Ja, det er uden tvivl bygget her af netop den grund; i troen på, at smukke omgivelser i sig selv ville virke opløftende på de forstyrrede sind. Hvilken smuk tanke, at man ud fra denne elementære menneskelige indsigt har været villig til at ofre nogle af kongerigets mest attraktivt beliggende hektarer på de tossede. Det er da alligevel noget. Disse hektarer må være formuer værd; omgivet af skov og vand og samtidig tæt på byen. Præcis den slags omgivelser, folk med penge gerne slår sig ned i.

Vi er sikkert en torn i øjet på dem, en sten i de pæne sko. Det kan selvfølgelig heller ikke være sjovt at komme ud i sin have og finde en fremmed kvinde hængende helt blå og uhyggelig fra ens blommetræ. Det var faktisk en fra vores afdeling, det er ikke mere end et par uger siden. Nej, den slags er uden tvivl en møllesten om halsen på ejendomsværdierne i en pæn radius.

Det var også de baner, folk tænkte i, den slags ord, luften svirrede af; ikke når jeg var der selvfølgelig, men i krogene. Ejendomsvurdering, lån, pantebreve, forsikring. At du havde stukket ild på gården for at få forsikringssummen udbetalt. Det var det, de troede. Folk tror altid, alting handler om penge. Det gjorde det måske også, hvad ved jeg? Jeg ved ikke, hvad der foregik i dit hoved, det er så længe siden. Hvor gammel ville du i grunden have været nu? 70, kan det virkelig passe? Gudfader bevares, så ville du sikkert være død alligevel. Som de fleste andre medlemmer af denne uduelige slægt.

Nu jeg tænker efter for resten: De kunne jo bare bo et andet sted. Der findes vel andre attraktive områder, syd for byen for eksempel, andre velhaverkvarterer, uden en tosseanstalt. Eller det kunne de måske lige netop ikke. Når det kommer til stykket, er det måske i virkeligheden os, de kan takke for deres store huse og haver her. Hvis det ikke var for os, ville huspriserne sikkert være så høje, at de ikke havde råd til at bo her. Vi er, i teorien i hvert fald, afhængige af herlighedsværdien for vores helbredelses skyld; de er afhængige af den for at opfylde bestemte ambitioner, og det har de kun råd til, hvis vi også er her. Så vi hænger altså på hinanden, kan man sige.

Mine ben værker, de kan snart ikke mere. De har tilbagelagt en lang vej, jeg er træt. Mit vindue er allerede langt borte, en lille, svagt oplyst firkant ovre på den anden side af græssets mørke ocean. Det er sengelampen, der står og brænder endnu. Som alt og alle vil brænde og leve videre uden mig. Den hvide bladbunke vokser, kommer nærmere. Og nærmere. Og nu, berører mine tæer, bader mine fødder. Kom så, I stive, gamle knæ, bøj – langsomt. Sådan ja. Åh ja, vidunderligt at komme ned at ligge, stanken, du milde – nå, jeg vænner mig vel til den. Som man vænner sig til det meste. Nu vil jeg bare ligge og kigge op i de faldende blade. Langsomt drejende kommer de mod mig, en sværm af småbitte huller sået i mørket længere oppe, det hele kommer faldende nu, myldrende, dine fingres aftryk på himlen, de har været over det hele, kan jeg se, og dér – en gnist? Et sekundlangt komma trukket gennem mørket. Et tegn, selvfølgelig, det kan jeg godt regne ud. Men hvad skal det betyde? Kunne du dog ikke bare have åbnet munden, mens du havde chancen, i stedet for at begynde at tale til mig på den forskruede måde nu?

Jorden trækker. Jeg kan mærke det, det er på vej. Nu. Men det er, som om jeg falder opad. Op i den faldende vrimmel, hullerne i mørket strømmer mig i møde fra alle sider. Farvel, lille Else – hvor du end befinder dig i dette øjeblik. Du skulle have været med herude, jeg tror, stilheden, det duggede mørke ville have gjort dig godt. Natten er fuld af en nåde, som aldrig finder ind bag de gule mure. Vi kunne have ligget her ved siden af hinanden og beundret roserne nedefra. Set bladene give slip, mærket dem falde på kinder, pande, bryst så lette som næsten ingenting. Nej, ingen ejer jorden, det er den, der ejer os. Og alt tager den i sig igen.

 

©Henriette Houth